RELATERET STOF
- Læs mereLO’s notat ”Regeringen har ladt de arbejdsløse i stikken”

Lizette Risgaard
LO's næstformand
'Der skal anvendes ressourcer på at omskole og opkvalificere de arbejdsløse. Det kræver, at jobcentrene har tid og ressourcer til at finde de rigtige tilbud, og derfor må kommunerne sætte flere ressourcer af til at løfte opgaven'
Regeringen har ladt de arbejdsløse i stikken
Opkvalificering Antallet af arbejdsløse der ikke modtager deres aktiveringstilbud til tiden tordner i vejret, efter at regeringen har lagt jobcentrene over til kommunerne.
I november 2009 var der 932 arbejdsløse, der ikke havde fået et aktiveringstilbud til tiden. Det er en voldsom stigning siden juli 2009, hvor 360 arbejdsløse ikke fik tilbuddet til tiden.
LO’s næstformand Lizette Risgaard siger:
- Udviklingen er desværre et eksempel på, at de arbejdsløse nu betaler regningen for regeringens hovedløse beslutning om at overlade jobcentrene til kommunerne.
Hun peger på, at jobcentrenes rettidighed er faldet, fordi at regeringen fra 1. august 2009 har overladt jobcentrene til kommunerne. Før det skete var jobcentrenes rettidighed nemlig omkring 90 procent – nu er den faldet til under 80 procent.
- Det er vigtigt i den nuværende situation, at der anvendes ressourcer på at omskole og opkvalificere de arbejdsløse. Det kræver, at jobcentrene har tid og ressourcer til at finde de rigtige tilbud, og derfor må kommunerne sætte flere ressourcer af til at løfte opgaven, nu hvor de har fået den af regeringen, siger Lizette Risgaard.
Hun frygter, at kommunerne ikke bruger de tilstrækkelige ressourcer på at få de arbejdsløse tilbage i beskæftigelse.
- Når jobcentrene ikke kan overholde lovkravene om aktiveringstilbud, kan man frygte at det fører til en aktiveringsmaskine, hvor der kun tilbydes de samme standardiserede forløb til alle, siger hun.