27/4 Stil skarpt på sygefraværet

LO-formand Hans Jensens
1. maj-tale 2000 på Fyn mandag morgen

1. maj 2000 er en spændende optakt til fremtiden. Det er en dag, hvor vi kan tale om visioner. De nye perspektiver vælter ind over os. De unge tager fat på alt det nye med stor appetit. De kan næsten ikke få nok. Andre synes nok, at det går lige lovligt stærkt ind imellem, men de forsøger at være med.

Men ingen er i tvivl. Fremtiden vil forandre vores livsstil, det vil ændre vores dagligdag i familien eller på arbejdspladsen. Den måde vores samfund bliver indrettet på forandres med nye behov og ønsker. Vi stiller andre krav til fællesskabet og den service, vi forventer at modtage fra det offentlige.

Fortiden er forbi - fremtiden er der, hvor de nye slag skal stå.

Derfor skal arbejderbevægelsen markere sig med nye mål og nye opgaver. Derfor skal arbejderbevægelsen markere sig med nye mål og nye opgaver.

Nogen har sagt, at arbejdernes projekt er forbi. Vi har fået det velfærdssamfund, som vi har kæmpet så længe for. Vi har vundet meget, men vores budskaber om lighed og retfærdighed er fortsat noget, vi skal kæmpe ihærdigt for.

Før var det en kamp mellem kapital og menneske. I fremtiden bliver det lige såvel en kamp mellem os mennesker om at få forståelse for de svageste, for indbyrdes solidaritet, for medmenneskelighed. Vores vision om et samfund, hvor vi kæmper for hinanden fremfor mod hinanden - et samfund, hvor vi strækker hånden ud til dem, der har det skidt. Denne vision er mere aktuel end længe.

I dag er vi ved at falde over hinanden for vores egne særinteresser. Derfor har kampen for fællesskab og solidaritet mellem mennesker det dårligere end længe.

Og det er jo egentlig det, som maj-dagen altid har handlet om - at skabe medmenneskelighed og samvirke fremfor splittelse og undertrykkelse.

Det er også budskabet og visionen, når vi ser ud over Danmarks grænser. Rundt om verden dør millioner af sult. Alligevel formår vi i den vestlige verden ikke at hjæpe nok. Tusindvis af børn får ingen skolegang og må klare sig for lidt. Alligevel formår vi i den rige verden ikke at yde nok til at give dem uddannelse.

Millioner må leve et liv i frygt som flygtninge. Alligevel synes mange, at vi skal lukke vores grænser. De problemer må de klare selv.

Nej arbejderbevælgelsen har stadig en stor mission, vi har stadig bud om en bedre verden, hvor mennesker hjælper hinanden fremfor at bekæmpe hinanden. Vi skal være med til at hjælpe samfundets ringest stillede. Vi skal yde en hjæpende hånd til dem, der har behov.

Den opgave gælder både herhjemme og i vores forhold til omverdenen - i Europa - såvel som til den store nye verden. Alt det som er kommet tættere på med al den ny viden og teknologi.

                                                            *************

Debatten om euroen er i fuld gang. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Argumenterne bliver mere og mere ekstreme. Det er næsten umuligt at få plads til en saglig og redelig debat om konsekvenserne af at gå med i den fælles valuta.

Det ligner mere en boksekamp, hvor slag under bæltestedet er tilladt.

Det er synd for tilliden til den demokratiske debat. Det er synd for de vælgere, som gerne vil have et ordentligt grundlag at træffe deres valg på.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg bliver harm, når modstanderne gerne vil tage patent på danskhed. Den åbenhed og gæstfrihed, som er en del af den danske identitet, skal åbenbart erstattes af dansk selvgodhed og selvtilstrækkelighed.

Nationalegoisme har aldrig og vil aldrig blive et kendemærke for dansk arbejderbevægelse.

Tværtimod så vil vi åbne os endnu mere ud mod verden. Jeg forkaster den form for nationalstatstankegang, som Dansk Folkeparti, JuniBevægelsen og den danske venstrefløj i fællesskab gør sig til talsmænd for.

Jeg er dansk, fordi jeg viser tolerance, fordi jeg går imod diskrimination af mindretal, fordi jeg beskytter de svageste i samfundet, og fordi jeg åbner mig over for andre mennesker. Det er danskhed og det er totalt modsat det, som modstandere søger patent på.

Som fynboer har vi sgu da lært at være i samme båd som århusianere og københavnere. - Ja, jeg ved godt, at det ikke altid er lige let. Men med vores snilde og gode humør, så er det gået ganske godt. Så måske skulle vi prøve at være lidt mere fynske, når det handler om Danmarks forhold til tyskere, hollændere og franskmænd.

Vi, der har været moderate og ønsket en fair og reel debat om EUROÕen, må nu tage bladet fra munden og sige det, vi virkelig mener.

Der er ingen tvivl. Det koster at sige nej fremfor ja. Og det går først og fremmest ud over dem, der har det ringest.

I ved godt, at Fynboer ikke kan skælde ud. Men jeg synes, at det er for groft, at man bare med hovedrysten siger, at de økonomiske konsekvenser er vi ligeglade med.

Ved I hvad. Som LO-formand kan jeg ikke bare sige, at 10.000 kroner om året i merhusleje er et ligegyldigt problem for danske lønmodtagere, der bor i eget hus.

Det er ikke bare noget, nogle økonomer hævder og andre økonomer mener noget andet. Det er en kendsgerning, at vi betaler en større rente af vores private og af samfundets gæld, nu hvor vi står udenfor. Og det er en kendsgerning, at renteforskellen bliver endnu større, hvis det bliver et nej den 28. september.

Og det koster flere arbejdspladser. Det synes måske ikke af meget i den store samfundsstatistik, men for de mennesker, det berører. Der er forskel mellem beskæftigelse og arbejdsløshed.

Sådan er det. De økonomiske realiteter er måske små, målt med den store regnestok, men det er betydeligt, for dem der måtte få det sværest.

Der bliver også talt om det lille land mod de store.Det er simpelthen noget sludder. Kendsgerningen er, at de små land inden for EUROÕen har klaret sig bedre end de store.

Ja - de har faktisk klaret sig bedre end Danmark. Og vi lægger ikke skjul på vores succes

I øvrigt er det forkert, at de små lande mister indflydelse. Den Europæiske Centralbank er faktisk et rigtig godt eksempel på, at de små lande har fået tildelt mere indflydelse end de store. Tidligere bestemte tyskerne den europæiske valuta og rente. Nu skal de tale med samme stemmevægt som luxemborg eller Belgien.

Men prøv at vende det modsat. Tror nogen virkelig på, at vi som et lille land bare kan stå alene. Jo, det er en smuk historie - et eventyr. Men det er usandt. Sandheden er jo, at vi bliver nødt til at forsikre os, hvis vi vil stå udenfor.

Vi bliver selvfølgelig nødt til at have et værn, hvis vi skulle blive udsat for international valutaspekulation. Det bliver Danmark faktisk jævnligt - ja vi har været udsat for det mere end otte gange siden 1992. Og det er mange mia., som vi skal have i reserver. Og så kan den i øvrigt forsvinde på mere end en dag.

Vi er tvunget til at have reserver til at klare en krise, hvis - ja jeg vil hellere sige, når den vil komme. Det koster da. Det ved vi godt.

Og i dette tilfæde koster det den danske stat penge. Penge som kunne være brugt til at styrke det danske velfærdssamfund.

Ressorcer for danske virksomheder og dermed også beskæftigelse. Og vi lever nu en gang af at producere og eksportere. Derfor har det konkret betydning, hvis vi vælger at klare os selv.

Jeg har ikke noget imod at bruge penge på os selv. Men jeg synes, det er meningsløst at bruge penge på noget, vi ikke har gavn af.

I stedet kunne vi bruge pengene på bedre service - mere ældreforsorg og flere børneinstitutioner.

Vi har valgt som et lille land at være en del af det europæiske samarbejde. Vi har valgt det, fordi vi tror på styrken i at stå sammen med de andre, og fordi vi er tilhængere af fri international handel.

Vi kan ikke bare tage Danmark og flytte det til Nordpolen, i håb om at vi kan klare os selv. Faktisk ville det også være røvkedeligt.

Nej jeg mener, at vi skal være med og tage del i det internationale samarbejde. Det vil styrke vores økonomi - både samfundets og hver af vores egen private.

Europa har skadet os - hævder nej-sigerne. Det er nu svært at forstå. Vi lever af at handle med dem. Og vi har nu klaret os fint i det europæiske selskab.

Hvis vi siger nej, så ville det svare til, at vi forlangte af det danske fodboldlandshold, at de over for andre lande skulle bede om at være bagud 1- 0, inden kampen gik i gang. Det kommer der ikke mange europæiske finaler ud af - i hvert fald ikke i øjeblikket.

Men Danmark kan godt være med i front. Og der er masser af opgaver for os i fremtiden.

Vores virksomheder skal klare sig i en verden, der bliver stadig større. Med de nye informationsteknologier bliver vores muligheder for at handle med andre lande endnu bedre. Skal vi klare os, kræver det, at vi på alle niveauer bliver dygtigere. Ellers løber de andre fra os.

I fagbevægelsen kommer vi til at sætte uddannelse øverst på dagsordenen. Vi kommer til at opruste endnu mere.

Mange taler om, hvad vi nu skal forlange ved de kommende overenskomstforhandlinger efter ferie og pension. Det er rart, at vi kan få flere velfærdsgoder i vores overenskomster, men det får vi kun, hvis vi bliver bedre til at klare os på arbejdspladserne.

Jeg er ikke i tvivl. Uddannelseskravet bliver det væsentligste i fremtiden. Hver enkelt af os skal have flere rettigheder til efter- og videreuddannelse og flere muligheder.

Men det handler faktisk også om at få virksomheder og offentlige arbejdspladser til at styrke uddannelse og læring. Og vi gør det simpelthen ikke godt nok på nuværende tidspunkt.

De manglende investeringer i uddannelse er lidt det samme som at sidde og save den gren over, man selv sidder på.

Og med den hast udviklingen har i øjeblikket, så er det ikke et øjeblik for tidligt at komme i gang. Det er først og fremmest på virksomhederne, at der mangler initiativ, men vi har også i dansk fagbevægelse talt for at få en national uddannelsesstrategi.

Om nogle få år begynder vi alvor at mærke, at der bliver færre til at udføre arbejdet. Store årgange går på efterløn og pension. Og de unge er for få til at dække hullet. Derfor bliver vi nødt til at være dygtigere. Men lige såvel skal vi sørge for, at vi halvgamle kan følge med, så vi kan bestride fremtidens job.

Det er en kæmpeopgave. Det er hundredtusindvis af job, som ikke kan blive udført, fordi der ikke er folk til dem. Hjemmehjælpere, servicemedarbejdere, sygeplejersker, smede, ingeniører. Ja, man kan faktisk godt blive lidt urolig for, hvordan de unge skal magte det hele.

Derfor gælder også om at få færre på overførselsindkomst. I alt for mange år har vi bare kasseret de svageste og placeret dem på dagpenge eller førtidspension. Den trafik skal vi til at stoppe, og det er ikke et sekund for tidligt.

Der er masser af ressourcer at få gavn af, hvis vi giver folk en chance i stedet for at langtidsparkere dem.

Derfor skal arbejderbevægelsen nu i gang med to store opgaver. Vi skal for det første skabe et langt mere rummeligt arbejdsmarked. Vi skal sørge for at fastholde de lønmodtagere, som er i fare for at ryge ud fra virksomhederne, fordi de er syge eller har sociale problemer.

Den indsats rækker helt ud til den enkelte på arbejdspladsen. Derfor skal vi forebygge fremfor at at helbrede.

Men det skal vi også. Det er en vigtig mission i den kommende førtidspensionsreform. For det første skal den sørge for, at de lønmodtagere, der vil og kan, får en ny chance. For det andet skal dem, der ikke kan længere klare sig på arbejdsmarkedet, behandles bedre end i dag.

Derfor har vi brug for at forbedre indkomsterne for nogle af førtidspensionisterne. Dem der er slidt. De har også brug for en fair behandling af samfunmdet. Det er ikke altid, at vi kan være stolte af den måde, nogle grupper bliver behandlet på.

Jeg ved godt, at det koster penge. Men jeg synes, at vi har opnået en rigdom, der giver os mulighed for at strække hånden ud til dem, der ikke har det godt nok.

I de kommende år må de økonomiske ressourcer prioriteres til dette arbejde. Jeg ved godt, at det er populært at kræve skattelettelser, eller at vi sænker afgifterne. Men jeg føler, at vi fortsat har opgaver, der er vigtigere.

En førtidspensionsreform står højt på vores ønskeseddel. Men vi har sandelig også brug for at forbedre vores skoler. De børn, som skal klare den store opgave i fremtiden, bliver ikke behandlet særligt godt. Både skolerne og undervisningens kvalitet har brug for et løft. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi ikke sørger for, at vores børn får en ordentlig skolegang.

Jeg synes ikke, at vi prioriterer godt nok i dag. Vi bør gøre det bedre - i servicen over for de ældre, som ikke kan klare sig selv og på vores hospitaler, som stadig har for ringe service.

Det er på denne måde, at arbejderbevægelsens mission bliver til politisk realitet. Det er på denne måde, at vi viser medmenneskelighed og solidariet.

Mange tror desværre ikke nok på, at det er det, vi vil. Men det er den vej, vi kører ad.

Vi har nok svært ved at vinde udsynet igen. Men det gør vi ved at vise solidaritet i praksis. Det er det der gør forskellen i forhold til de borgerlige kræfter.

Det har stadig værdi i dag - ja, det har mere bud til en fremtid, der truer med at splitte fælesskabet i atomer.

Jeg vil gerne ønske alle en god 1. maj-dag.