1/5: Tale ved Tine A. Brøndum, næstformand i LO

Tale ved Tine A. Brøndum, næstformand i LO

Godmorgen

For kort tid siden var jeg til kongres i Frie Faglige Internationale. Faglige ledere fra hele verden var samlet for at diskutere globaliseringen, undertrykkelsen og de forskellige udfordringer, som vi møder i vores forskellige verdensdele.

Og forskellen er slående. Nogen steder tør arbejderne ikke melde sig ind i en fagforening, fordi de frygter repressalier fra magthaverne. Og andre steder, som f.eks. i Danmark, er der lønmodtagere som står uden for fagbevægelsen, fordi de mener, at de ikke har brug for andre end sig selv.

På trods af at verden hænger mere og mere sammen og bliver mere og mere ens, så er der fortsat enorme forskelle på de sociale og de demokratiske vilkår for borgerne og for lønmodtagerne.

Når man er sammen med faglige ledere fra hele verden, kan det virke både bizart og barokt, at vi diskuterer, om man skal have 60 eller 70 pct i dagpenge, når man er på børnepasniongsorlov eller at folk brokker sig over, at lønnen er for lav.

I andre lande er dagpenge ikke et ord, man har hørt om - Og det er ikke, fordi det er dansk - Og lav løn betyder ikke, at det er carport nummer to, der mangler.

I forhold til mange andre mennesker lever vi i Danmark i en honningkrukke, som ingen lønmodtager i den tredje verden har en kinamandschance for bare at opleve halvdelen af.

                                                    *******************

Forskellen på i dag og gamle dage er, at vi ikke længere kan beskytte honningkrukken ved kun at arbejde nationalt og inden for Danmarks egne grænser.

Og forskellen på gamle dage og nu er, at vi ikke kun kan nøjes med Ògiro-solidaritetÓ, når der er opstået hungersnød eller sket en naturkatastrofe i den tredje verden.

Forskellen er, at den udvikling, som verden byder på, også rammer os selv. Når landene i Europa og andre steder sætter selskabskatten ned til et minimum eller fjerne den helt, betyder det tab af danske arbejdspladser.

Og når lønmodtagere i andre lande arbejder under urimelige eller ligefrem umenneskelige vilkår, så får det også negative konsekvenser for lønmodtagerne i Danmark.

Solidaritet i Europa og solidaritet med lønmodtagerne i den tredje verden har altså ikke kun betydning for dem. Det har i allerhøjeste grad også betydning for os.

Hvis vi ser på hvad udviklingen har budt på i Europa, og hvad vi har opnået med de mindsteregler, som indtil videre er vedtaget i EU, så er konklusionen klar. Der er sket store fremskridt. Fremskridt for i sær kvindernes rettigheder på arbejdsmarkdet og fremskridt især for et bedre arbejdsmiljø.

Vi har med en fælles og solidarisk indsats både kunnet styrke rettighederne for andre, forhindre dele af den sociale dumping. Og vi har endda via EU kunnet skaffe forbedringer også for danske lønmodtagere.

Jeg synes, at det europæiske samarbejde i de snart 30 år, som vi har været medlem, har vist sin værdi. Vist, at vi kan styrke den europæiske velfærd og vist, at vi som samlet kraft også kan sætte ting igennem på det globale plan.

Erkendelse med det praktiske samarbejde er derfor, at EU er til gavn for Europa og til gavn for både de danske og de europæiske lønmodtagere.

Men erfaringen er også, at sikring og en videreudvikling af det danske velfærdssamfund kræver to ting.

At vi laver de nødvendige reformer herhjemme, og at vi deltager aktivt i og påvirker det internationale samarbejde i EU og på det globale plan.

Det er nærmest uforståeligt, at mens vi i begynelsen af halvfemserne diskuterede, hvordan vi hurtigst muligt kunne få de ældre ud af arbejdsmarkedet, så handler diskusionen i dag om, hvordan vi får dem til at blive længere.

Men at det går godt og at det går fremad for de mange, er ikke det samme som, at det går godt for alle.

Fortidens synder er også nutidens svøbe.

Vi har igennem årene parkeret alt for mange på sidelinien - uden for arbejdsmarkedet og uden for fælleskabet. Det skal vi have rettet op på.

Arbejdet med en reform af førtidspensionen skal være det nye springbrædt til et bedre liv, for dem der er på vej til at blive presset ud af arbejdsmarkedet.

I fremtiden skal alle have en reel chance for at fastholde deres plads på det ordinære arbejdsmarked. Og i fremtiden skal vi give garanti for, at ingen bliver sendt på førtidspension, før end alle muligheder er udtømte.

Førtidspensionen skal være den sidste station og ikke den første udvej for kommuner med ondt i økonomien.

Men det er også klart, at de mennesker, der ikke har andre muligheder, skal have en solid og en rimelig førtidspension, som de kan leve af.

Det er også grunden til, at LO har stillet forslag om, at der i fremtiden kun skal være een ydelse, og en ydelse som ligner det niveau, vi kender fra dagpengene.

Og jeg er derfor glad for socialministerens og de radikales medling om, at det er de enige i.

Men vi er ikke særlig gode til at forebygge. Bare et enkelt eksempel viser det. Vi tilbyder i dag alle børn, når de nærmer sig tre-års alderen, at blive medlem af børnenes trafikklub.

Men vi kræver 160 kr. for at de kan blive medlem, samtidig med at vi stiller gratis behandling til rådighed, hvis de bliver kørt ned.

Jeg tror, at prisen for et gratis medlemskab af trafikklubben for alle er mindre end udgifterne til bare et enkelt alvorligt trafikuheld.

Den stigende ældrebyrde, de små ungdomsårgange og den stigende efterspørgsel efter mere og bedre velfærdsservice, sætter den offentlige sektor under pres. Og det kombineret med, at skattetrykket ikke kan stige så voldsomt meget mere, lægger begræsninger på fremtidens fælles service.

Vi bliver derfor nødt til at prioritere mere skarpt, og vi bliver nødt til at brede ansvaret for velfærden ud på flere.

Fagbevægelsen har givet et tilbud, som det er svært at afslå. Vi løfter gerne flere af af opgaverne via aftaler på arbejdsmarkedet, og vi bidrager gerne til at lette presset på den offentlige sektor.

Men det kræver, at politkkerne er med, at arbejdsgiverne er med, og at vi gør det i fællesskab. Amibitionen er, at velfærdsamfundet fortsat skal dækker alle og også i fremtiden tarÕ de største hensyn til de mest udsatte.

Alternativet er efter min mening, at de stærkeste klarer sig selv, at de svageste overlades til en udsultet offentlig sektor, og at politik alene bliver et spørgsmål om at fordele elendigheden blandt de fattigste.

Det system kender vi godt fra andre dele af verden. Og vi ved, at det både er for dårligt, for dyrt og for ineffektivt.

For det første er ledigheden også for kvinder nærmest været udsat for et frit fald. Og for det andet har især de mange flere pladser i daginstitutionerne givet kvinderne bedre mulighed for at bevare deres tilknytning til arbejdspladsen.

Også muligheden for at tage børnepasningsorlov er en forbedring af velfærden. Men det er ikke en forbedring uden problemer. Og grunden er, at mændene er nogle ÒravnefædreÓ, som ikke vil udnytte de muligheder, der er.

Vi har længe hørt på, at det var fordi, orloven ikke var fleksibel nok. Det er den blevet nu. Men det har ikke ændret noget.

Fædre, der ikke tar deres del af ansvaret, er med til at fastholde et kønsrollemønster i hjemmene og på arbejdsmarkedet. Et kønsrollemønster der betyder, at kvinderne fortsat diskrimineres i forhold til deres løn og i forhold til deres karrierer og i forhold til deres pension.

Men det er ikke kun deres egne mænd, der har ansvaret. Også de mænd, der i ledende stillinger på virksomhederne bestemmer lønnen, har svært ved at erkende kvindernes ligeværd på arbejdsmarkedet.

Siden 1970'erne har vi haft love og europæiske direktiver om lige løn for lige arbejde. Men der i begyndelse af det andet årtusinde stadig forskel på mænd og kvinders løn. Det er urimeligt og det er usmageligt.

Vi kvinder har mistet tålmodigheden - med mændene og med arbejdsgiverne.

Nu skal vi stille hårdt mod hårdt. Og vi kræver, at arbejdsgiverne - tvunget eller frivilligt - udleverer deres løntal og deres begrundelser for, hvorfor der ikke er lige løn for lige arbejde.

Kun ved at skabe åbenhed og offentlighed om disse tal kan vi stille de dårlige arbejdsgivere i gabestokken eller for domstolen.

Ved forårets overenkomstforhandlinger har vi aftalt med Dansk Arbejdsgiverforening, at vi nu skal se nærmere på diskrimination på arbejdsmarkedet. Og på denne 1. maj sender LO det klare signal, at hvis vi ikke kan lave en frivillig aftale om udlevering af lønoplysninger, så må vi tage skrappere midler i brug.

Danskerne er usikre og danskerne er skeptiske. Jeg forstår godt den usikkerhed. Og jeg synes, der er grund til at rose danskernes skepsis. Man skal ikke med begge ben og lukkede øjne springe ud i så stor en beslutning.

Men jeg vil opfordre til, at det er den sunde skepsis, der nu trækkes af stalden. Jeg har lige så lidt respekt for dem der siger nej med lukkede øjne som dem, der siger ja med kikkerten for det blinde øje.

Hvis man vil tage stilling på et sagligt grundlag, er man nødt til at lytte. Nødt til at høre på argumenterne og nødt til at sætte sig ind i stoffet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid har været vild med den europæiske ide. Men jeg må også tilstå, at erfaringerne med EU og perspketiverne i at samarbejde på tværs af grænser har rykket ved mine holdninger.

Og som samarbejdet i Europa udvikler sig i dag, hvor fokus mere og mere rettes mod almindelige mennesker, og hvor flere og flere lande kommer med, har jeg svært ved at se Danmark udenfor.

Hvad skulle fordelen være ved ikke at deltage sammen med resten af Europa, og hvorfor skulle Danmark som det eneste land ikke have brug for andre. Det har jeg svært ved at forstå.

For mig er solidaritet ikke noget, der kun gælder for danskere. For mig er solidaritet: Medmenneskelighed, deltagelse og engagement, som rækker ud over de nationale rammer.

For hvad er egentlig forskellen på at sige, jeg er kun solidarisk med mig selv, eller at jeg er kun solidarisk med danskerne.

Og her må jeg også indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af venstrefløjen. Hvad er det I vil med Danmark ? og hvad er det I vil sammen med højreradikale folk som Pia Kjærsgaard?

Jeg vil opfordre til, at der nu kommer mere takt og tone ind i debatten. Lad os for danskernes og for demokratiets skyld bevare roen, hovedet koldt og hjertet varmt.

Lavere rente, bedre offentlig økonomi, lavere vekselomkostninger og billigere priser er alle fordele der betyder noget, og som betyder noget for almindelige mennesker.

Det bliver tit fremhævet, at velfærdssamfundet og den offentlige sektor skal skæres ned, hvis vi siger ja til den fælles valuta. Der er noget vrøvl og det er noget sludder.

I de seneste otte år har vi ført en politik, der ligger inden for rammerne af det som kræves i ØMU'en. Og inden for de sidste otte år har vi udvidet velfærden, udvidet den offentlige sektor og fået flere offentlige ansatte.

Fakta er, at velfærdspoltikken bestemmer vi selv, hvad enten vi siger ja eller nej.

Men forskellen er, at hvis vi siger nej, skal vi føre en mere restriktiv politik. En politik, der også vil sætte mere begrænsede rammer for udviklingen af den offentlige sektor.

Der er også dem der siger, at lønnen vil blive harmoniseret - At vi kommer ned på et lønniveau, som de har i Portugal og i Grækenland.

Alle der har set en lønstatistik i Danmark ved at der er store lønforskelle mellem en industriarbejder på Bormholm og en industriarbejder i København. Hvad skulle så være argumentet for, at vi skal have ens lønninger i hele Europa.

Mine venner til venstre for os siger, at de ikke kan lide de snævre økonomiske regler, der er en del af den fælles valuta. Men samtidig siger de, at vi skal videreføre den nuværende politik. En politik, som er helt i overensstemmelse med den, vi skal føre i fremtiden, hvis vi siger ja.

Hvad er logikken i det? Hvotfor ikke hæve de økonomiske gevinster, når vi alligvel vil føre den samme politik?

Venstrefløjen har et forklaringsproblem - en forklaring, som jeg glæder mig til at høre.

Alligevel synger stadig flere med på omkvædet fra TV2Õs brokke-sang. ÒKom lad os brokke os - det er jo det vi er bedst tilÓ.

Men der er ingen grund til brokkeri - ingen grund til at hænge med næbet eller sænke hovedet, når man er en del af arbejderbevægelsen. Tværtimod er der god grund til at ranke ryggen i flagets brus og sige med stolthed i stemmen - vi gjorde det sgu - fik skuden Danmark på ret køl og op i første divison. Nu gælder det Europa.

God 1. maj.