X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Regeringen vil udvide barselsorlov

Barselsorloven skal udvides med otte uger fra næste år og yderligere fire uger samt to ugers fædreorlov det følgende år, foreslår regeringen.

Socialdemokratiet og de radikale blev i aftes enige om at øge barselsorloven til i alt 46 uger. Det skal ske i to etaper, og udvidelsen fratrækkes børnepasningsorloven, som de to regeringspartier i modsætning til V og K vil bibeholde.

Det betyder at forældrene samlet får ret til flere uger med fuld dagpengeydelse, men forslaget indebærer også, at forældrene skal kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet efter 26 ugers barselsorlov.

Tilskyndelse til kommunerne

Derfor indeholder aftalen også en tilskyndelse til kommunerne om at leve op til børnepasningsgarantien. Hvis ikke de kan skaffe pasning af barnet, skal de måned for måned udrede de udbetalte dagpenge til staten i den periode, der gå ud over de 26 uger.


Seks uger af den udvidede barselsorlov efter fødslen er forbeholdt fædrene, og ordningen er så fleksibelt indrettet, at de kan vælge at tage deres barselsorlov sammen med moderen. Mændene kan også vælge at dele deres barselsorlov op i flere kortere perioder.


Udvides gradvis

Barselsorloven skal udvides med otte uger fra næste år og yderligere fire uger samt to ugers fædreorlov det følgende år.


Den samlede tid, som det nyfødte barn kan være sammen med forældrene er efter regeringspartiernes forslag uforandret, men forældrene får længere orlov på fuld dagpengeydelse.


Ved fremlæggelsen i aftes skønnede statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at forslaget vil betyde 4.000 færre personer i arbejdsstyrken pr. år.

Net-Redaktionen

16. august 2001
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812