VK-regeringens netop offentliggjorte IT-handlingsplan 'IT for alle' lader de kortuddannede i stikken, mener LO.
Den borgerlige regerings nye IT-handlingsplan 'IT for alle' svigter efter LO's opfattelse på et meget vigtigt område. Handlingsplanen giver ikke noget bud på, hvordan den gruppe, der i dag har de dårligste IT-kundskaber, skal få det.
- En stor gruppe lønmodtagere mangler elementære IT-kundskaber. Den gruppe gør VK-regeringens IT-handlingsplan intet for. Det er meget skuffende, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.
Regeringens handlingsplan vil ganske vist genindføre hjemme-PC-ordningen, men samtidig vil undervisningsministeren indføre brugerbetaling på IT-kurser.
- Brugerbetalingen på IT-kurser er et anslag mod de dårligst uddannedes muligheder . Konsekvensen af regeringens handlinger er, at Danmark vil blive delt op i et digitalt A- og B-hold. Det er utilfredsstillende, siger Marie-Louise Knuppert.
Trods denne alvorlige mangel ved regeringens IT-handlingsplan er der også positive momenter.
VK-regeringen vil blandt andet videreføre Center for IT-forskning, virksomhedernes IT-indeks og Projekt digital forvaltning.
- De positive momenter ved regeringens IT-handlingsplan overskygges af, at 'IT for alle' reelt kun er for de få, siger Marie-Louise Knuppert.
25. april 2002