X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Kæmpe vægmalerier af det danske folks historie

24. marts 2003

Køb en folkeaktie til 350 kroner i vægmalerier af det arbejdende folks historie.

For første gang er der udsigt til, at det arbejdende folks historie bliver en del af det danske kunstlandskab.

I april måned går kunstneren Jørn Bie og kunstnernetværket BIEKUBEN i gang med det første af femten store vægmalerier, der skal billedegøre de faglærte og ufaglærte arbejdere, fagfore­ningerne og de store partiers kamp for et bedre samfund.

LO har givet økonomisk støtte til projektets opstartsfase, og LO-formand Hans Jensen venter spændt på at se de første resultater på det hvide lærred.

- Vi er så vant til at se kongers og herskabers historie gengivet i kunsten. Jeg synes, det er på tide, at vi får malet den danmarkshistorie, der tager udgangspunkt i det arbejdende folk. Dem, der byggede velfærdsstaten, som vi kender den i dag, siger Hans Jensen.

Der er tale om et ambitiøst projekt, som ikke har set sin lige i Danmark. Malerierne skal males i løbet af de næste 10 år, og de vil komme til at hænge der, hvor almindelige mennesker færdes. På uddannelsessteder, i organisationsbygninger og på kulturcentre.

Kunstneren Jørn Bie har boet 18 år i Mellemamerika. Han lægger ikke skjul på, at han har hentet inspiration til projektet fra især Mexico, hvor den verdensberømte maler Diego Rivera har foreviget folkets historie på enorme murmalerier.

- I Mexico har man malet folkets historie, så alle kan forstå den. Sådan skal det også være her, siger Jørn Bie.

Hele projektet har fået navnet ”Projekt Klarhed”, og det skal finansieres gennem folkeaktier, som både almindelige mennesker, organisationer og virksomheder har mulighed for at købe.

- Vores håb er, at folkeaktien giver folk medejerskab til billederne af deres egen historie. Og at de vil engagere sig i og følge billedernes tilblivelse på vores hjemmeside, siger Jørn Bie.

Folkeaktierne kommer til at koste henholdsvis 350, 2.500 og 7.500 kroner. Aktien er i sig selv et stykke smuk kunst til at hænge op på væggen.

Jørn Bie modtager gerne pressen og andre interesserede i sit kunstnerværksted på Møn.

For yderligere informationer og kommentarer: Jørn Bie, tlf. 55 86 82 06 ,e- mail: art@biekuben.dk

 

24. marts 2003
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812