X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Socialt ansvar forpligter

28. november 2003

LO efterlyser mere handling fra arbejdsgiverne.

LO noterer med tilfredshed, at danske virksomhedsledere viser stigende interesse for at styrke det sociale engagement. Men det er ikke nok at have de rigtige holdninger – de skal også omsættes i konkrete handlinger. Og her kniber det på adskillige punkter, fastslår LO-sekretær Marie-Louise Knuppert i en kommentar til den ny udgave af Socialforskningsinstituttets årbog ”Virksomhedernes sociale ansvar”. 

Sidste år var det lønmodtagerne, der blev spurgt om deres syn på udviklingen, og de var ikke imponerede over resultaterne. Men siden er udviklingen nærmest gået i stå, mener LO.

– Virkeligheden står slet ikke mål med den begejstring, arbejdsgiverne nu lægger for dagen. 77 pct. af virksomhedslederne siger i årbogen, at det er en god idé at fastholde sygemeldte medarbejdere. Men i praksis er det kun 28 procent, der rent faktisk har beholdt ansatte med nedsat arbejdsevne. Derfor er det meget godt, når arbejdsgiverne fremhæver, at det sociale ansvar hviler på en frivillig indsats. Men selv om vi er enige i princippet, vil vi da lige minde om, at denne frivillighed forpligter, siger Marie-Louise Knuppert.

Hun peger også på, at der gennem det seneste år har været en markant vækst i antallet af nyoprettede fleksjob. – Men årbogen går let henover, at hen ved 5.000 personer lige nu er låst fast på ledighedsydelse, mens de venter på, at der kan blive et fleksjob til dem. Virksomhederne er simpelt hen ikke hurtige nok på dette felt. Og det er især de private virksomheder, som mangler at yde deres bidrag til et mere rummeligt arbejdsmarked, tilføjer Marie-Louise Knuppert.

Hun henviser til, at de private arbejdspladser står for to tredjedele af arbejdspladserne, mens deres andel af samtlige fleksjob kun er på 50 procent. Samtidig efterlyser hun en langt mere effektiv indsats, når det gælder om at tilbyde medarbejderne ordentlige familie-, senior- og sygefraværspolitikker.

 – Regeringen har selv peget på, at der er meget at hente ved at nedbringe sygefraværet og skabe et attraktivt arbejdsmiljø for de ældre medarbejdere. Vi kan ikke se, at der er sket et afgørende ryk. Når ledige over 50 år stadig har så svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet, skyldes det, at seniorerne stadig ikke tages alvorligt af arbejdsgiverne. Og derved udebliver den ønskede effekt på beskæftigelsen og samfundsøkonomien som sådan, understreger Marie-Louise Knuppert.

Yderligere kommentarer: LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, tlf. 21 25 41 33.
Yderligere information: Journalist Dorte Monggaard, tlf. 26 15 56 14.

28. november 2003
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

25. maj 2013 · To politikere i Midtjyllands regionsråd er på lægernes side i den verserende konflikt. De står dog ret alene.
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812