X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

LO, FTF og AC efterlyser dansk offensiv for retfærdig globalisering

26. februar 2004

De enkelte lande må påtage sig et konkret ansvar, siger de tre hovedorganisationer i en fælles udtalelse i anledning af ny ILO-rapport om globaliseringens sociale konse­kvenser

For første gang har en bredt sammensat international kommission fremlagt en rapport om de sociale konsekvenser af globaliseringen. Initiativet til den særlige kommission kommer fra FN’s internationale arbejdsorganisation ILO, som har udpeget to præsi­denter – Finlands Tarja Halonen og Tanzanias Benjamin William Mkapa – til det for­mandskab, der har arbejdet for at skabe enighed mellem de 26 repræsentanter i kom­missionen.

Andre fremtrædende deltagere i kommissionsarbejdet er den amerikanske økonom og Nobelpris-modtager Joseph Stiglitz, formanden for USA’s LO, John J. Sweeney og formanden for den internationale arbejdsgiversammenslutning IOE, Francois Perigot.

Den afsluttende rapport konkluderer, at globaliseringen har sikret mange fordele for de enkelte lande og banet vejen for mere åbne samfund og åbne økonomier. Men sam­tidig er kløften mellem rige og fattige lande vokset, og den registrerede arbejdsløshed er steget til 188 millioner på verdensplan. Derfor er der brug for nye initiativer, som kan sikre en bedre balance i den internationale udvikling, hedder det i rapporten fra ILO.

I en fælles kommentar fremhæver LO og FTF, at de enkelte lande må påtage sig et konkret ansvar og sikre et mere forpligtende internationalt samarbejde som forudsæt­ning for, at globaliseringen kan føre til velstand, ligestilling og demokrati.

De tre hovedorganisationer opfordrer den danske stat til at støtte ILO’s forslag om at etablere nye internationale organer, som kan sikre en mere fair og retfærdig globalise­ring. Samtidig anbefaler LO, FTF og AC et forstærket samarbejde mellem arbejds­giver- og lønmodtagerorganisationerne i forhold store internationale institutioner som Verdensbanken og WTO.

Også for det danske samfund er globaliseringen en stor udfordring. Udflytningen af danske arbejdspladser skal følges op med øgede investeringer, uddannelse og ny tek­nologi. Men der mangler et ordentligt grundlag for at vurdere, hvilke aktiviteter der skal sættes i gang, påpeger de to hovedorganisationer i deres udtalelse.

Læs hele udtalelsen

Yderligere kommentarer til rapporten: LO-formand Hans Jensen, tlf. 35 24 60 00, FTF-formand Bente Sorgenfrey, tlf. 33 36 88 01, og AC-formand Sine Sunesen, tlf. 33 69 40 01.

Yderligere oplysninger: Konsulent John Svenningsen, LO, tlf. 35 24 60 16.

 

26. februar 2004
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

20. juni 2013 · En forsker kalder det amatøragtigt, at kommunerne ikke tog et opgør med pædagogerne samtidigt med lærerne.
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812