26. februar 2004
Der er dog usikkerhed om den positive tendens kan holde, mener LO. Et fald i forbrugertilliden peger i den forkerte retning
Ledigheden faldt i januar med 1.900 personer til 182.700, eller 6,5 pct. mod 6,6 pct. i december. Det oplyser Danmarks Statistik, som har korrigeret for sæsonudsving. Uden denne korrektion kan antallet af ledige opgøres til 206.800 for januar 2004, eller 29.700 flere end samme måned året før.
Det er første gang i en lang periode, at ledigheden opgjort pr. måned ikke er vokset. Og det er i sig selv glædeligt, mener LO. Dog er ledighedstallene i december og januar altid behæftet med en vis usikkerhed på grund af ferie i forbindelse med jul og nytår. Og i år rækker ferieperioden netop nogle dage ind i januar måned.
LO har i sin prognose "Øje på beskæftigelsen" forudset, at ledigheden ville toppe ved 185.000 i marts 2004 og derefter stabilisere sig – om end på et højt niveau. Derfor er det muligt, at udviklingen er gået hurtigere end forventet – evt. på grund af en stor julehandel efterfulgt af de mange januar-udsalg.
Under alle omstændigheder mener LO, at det er det private forbrug, der driver udviklingen i ledigheden nedad. Der er ikke aktuelt andre tendenser, der er i stand til at øge den økonomiske aktivitet og derved nedbringe arbejdsløsheden. Og uanset det seneste fald regner LO ikke med, at ledigheden vil kunne reduceres væsentligt i resten af 2004.
Et tegn på, at de nyeste tal ikke er et varsel om en egentlig vækst i beskæftigelsen er, at forbrugertilliden ikke er i stigning. Tværtimod er der sket et væsentligt fald fra januar til februar 2004 fra 5 til 2. Og det giver ikke anledning til øget optimisme.
26. februar 2004