20. april 2004
Regeringens forslag svækker virksomhedernes motivation til at satse på forebyggelse, påpegede LO-sekretær Marie-Louise Knuppert i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg
LO kan ikke gå ind for regeringens arbejdsmiljøreform, fordi den på afgørende områder svækker den forebyggende indsats. Men LO vil deltage aktivt i det regelarbejde, som nu skal i gang i Arbejdsmiljørådet, og forsøge at presse mere forebyggelse ind i den praktiske udmøntning af reformen.
Det var budskabet, da LO havde søgt om foretræde i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg for at fremlægge sit syn på det lovforslag, som skal vedtages inden sommerferien. I forvejen havde LO sendt et høringssvar til Folketinget, hvor der gøres rede for, hvilke problemer reformen vil betyde for arbejdsmiljøindsatsen.
- Samlet set mener vi ikke, at regeringens forslag vil føre til forbedringer af arbejdsmiljøet i de danske virksomheder. Der er alt for få initiativer, der understøtter virksomhedernes egen motivation og interesse i selv at udvikle og forbedre arbejdsmiljøet. I stedet sker der en forskydning af ansvaret fra virksomhederne til staten, og det er i allerhøjeste grad uhensigtsmæssigt, sagde LO-sekretær Marie-Louise Knuppert ved mødet på Christiansborg.
Nej til ren ”brandslukning”
LO er særlig bekymret ved udsigten til, at forebyggelsen fremover alene skal baseres på Arbejdstilsynets påbud, fordi det vil svække arbejdsgivernes incitament til at gøre en ekstra indsats. Dertil kommer, at den erfaringsopsamling, som hidtil har fundet sted i BST-centrene, nu forsvinder med forslaget om at afskaffe bedriftssundhedstjenesten i sin hidtidige form.
- Vi ved godt, at de mindre virksomheder ikke har brugt BST nok, selv om de havde tilslutningspligt. Men det mener vi, at der kunne gøres noget ved uden dermed at afskaffe en velfungerende ordning, som har ydet et væsentligt bidrag til at forebygge arbejdsskader. Nu kan de ”slemme” virksomheder pålægges en rådgivningspligt, men det kan jo kun blive ren ”brandslukning”, efter at skaderne er opstået og konstateret, påpegede Marie-Louise Knuppert.
Hun beklagede også, at det især er de mest belastede faggrupper i den offentlige sektor, der rammes ved nedlæggelsen af BST-ordningen. På grund af skattestoppet er der ikke råd til nye initiativer, og det går ikke mindst ud over hjemmehjælpere og SOSU-assistenter, som er blandt de medarbejdere, der oftest optræder i statistikkerne over udgifter til sygefravær og førtidspeneion.
LO er langt hen ad vejen tilfreds med, at Arbejdstilsynet vil komme ud på flere virksomheder bortset fra dem, der i forvejen er arbejdsmiljøcertificerede. - Det er positivt, at kontrolinstansen styrkes, men hvis ikke den følges op med en effektiv forebyggelse, vil det uundgåeligt gå ud over LO-medlemmernes helbred og sundhed, tilføjede Marie-Louise Knuppert.
Læs LO’s samlede høringssvar til arbejdsmiljøreformen
Se lovforslaget med bilag på Folketingets hjemmeside
20. april 2004