X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Ledelse handler om tillid

13. april 2004

LO’s netværksuddannelse for kvindelige ledere FL fortsætter til efteråret med nye teamer – fra coaching til mentorskab

FL2004 forsideLedelse skal bygge på tillid og gensidig forståelse. Det gælder i særlig grad for organisationer, hvis styrke baserer sig på medlemmernes aktive opbakning og medleven.

Derfor handler det om demokratiske ledelsesmetoder og personalepolitik, når LO’s FL-uddannelse for kvindelige ledere tager fat på sit 7. semester efter sommerferien. 1. mødegang bliver søndag den 22. august, men da antallet af pladser er begrænset, er det muligt at tilmelde sig allerede nu.

Undervisningen i det ny semester er tilrettelagt efter interview med personalechefer i en række fagforbund. Og de emner, der var størst behov for at arbejde videre med, præger programmet for de i alt otte netværksmøder, der er planlagt for 2. halvår 2004.

Kulturen kan ændres
Blandt de aktuelle temaer og redskaber, der indgår i det ny trin i FL-uddannelsen, kan fremhæves:

Mentorskab er et forpligtende samarbejde mellem nye og mere erfarne medarbejdere. Indleder er Kirsten M. Poulsen, som er i gang med den hidtil største skandinaviske undersøgelse om erfaringerne med at bruge mentorer.

Coaching som redskab stammer fra sportens verden, men bruges af ledere til at se og åbne andre menneskers potentialer. Organisationskonsulent Natasha Swerdloff er specialist i at lære medarbejdere at samarbejde og forstå hinanden bedre.

Stress-håndtering gennemgås af forfatteren Lis Lyngbjerg Steffensen. Hun fortæller om, hvordan ledere kan forebygge stress ved at skaffe flere ressourcer og nedsætte kravene, hvis de er for høje.

Endelig er professor Silvia Gherardi fra universitetet i Trento i Italien inviteret til at forelæse om køn og kultur i organisationer – og om hvordan man kan ændre kulturen for at skabe mere ligeværdige kønsrelationer.

De øvrige emner, der er sat på dagsordenen, er netværksdannelse, kommunikation, gennemslagskraft og den værdsættende samtale. FL-uddannelsen er så fleksibel, at deltagerne kan melde sig til så mange af de otte netværksmøder, de ønsker – dog mindst to. Møderne foregår på skift hos forskellige organisationer og institutioner – de fleste i København. Priser m.v. fremgår af vedlagte pdf-fil.

FL-samarbejde med Aalborg Universitet
Vælger man at gennemføre alle otte mødegange, får man mulighed for at følge kompetencegivende kurser på universitetsniveau og aflægge eksamen. Som noget nyt har FL indledt et samarbejde med Aalborg Universitet om et studieforløb, hvor det gennemgående tema bliver ligestillings- og velfærdspolitik. For undervisningen står Kønsforskningscenter Freia, der er en del af Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold i Aalborg.

Tidligere samarbejdede FL med Århus Universitet, hvor 32 faglige kvinder har bestået eksamen i faget ”teorier om køn”. Det nye studie lægger øget vægt på køn og ligestilling i et politisk perspektiv, og hvis erfaringerne bliver gode, er der planer om at tilrettelægge en 2-årig masteruddannelse ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet.

For de FL’ere, der ikke i forvejen har gennemført en akademisk uddannelse, vil 7. og 8. semester være et forberedelsesår, der kan kvalificere dem til at starte på det egentlige masterforløb. Selve uddannelsesforløbet vil i givet fald omfatte 3-4 weekender pr. semester samt netlæring og selvstudier.

Læs mere om det ny FL-program for efteråret 2004

 

 

13. april 2004
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812