22. oktober 2004
LO mener, at de private firmaer, der formidler jobs til de ledige på lige fod med Arbejdsformidlingen, bør se at stramme sig an, hvis de stadig vil have del i jobformidlingen.
En ny rapport bestilt af Beskæftigelsesministeriet viser, at de såkaldt ”andre aktører” stort ikke er bedre til at få ledige i jobs end Arbejdsformidlingen.
Desuden viser undersøgelsen, at langt størstedelen af de ressourcer, som det offentlige bruger på ”andre aktører” går til at udføre rutineopgaver, som AF ligeså godt selv kunne klare. Det offentlige bruger næsten 680 millioner kroner på andre aktører. 552 millioner kroner går til de såkaldte kontaktforløb med tre-måneders-samtaler og kun 157 millioner kroner går til aktivering.
- Det er jo helt hul i hovedet, at de andre aktører, som jo skulle tilføre jobformidlingen noget nyt og bedre, blot sidder og udfører driftsopgaver som at gennemføre tre-måneders-samtaler med de ledige. Det var jo meningen, at de skulle beskæftige sig med at få de ledige i job. Arrangere kurser og på anden måde opkvalificere de ledige og for eksempel sørge for at skaffe løntilskudsjobs, siger LO-sekretær Harald Børsting.
Han mødes fredag med resten af Beskæftigelsesrådet, hvor medlemmerne skal fremlægge forslag til forbedring af systemet.
- For det første må vi skære ned i antallet af samtaler med de ledige i det første halve ledighedsår. Der er ingen grund til at bruge kræfter på de ledige, der hurtigt selv kan finde et job. Samtalerne skal forbeholdes de ledige, som man vurderer, har brug for en ekstra håndsrækning til at komme videre, siger Harald Børsting.
- Desuden bør der være en langt skrappere styring af brugen af andre aktører. AF skal ikke blot bruge aktørerne til at overtage driftsopgaver, de ikke selv har tid til. De skal bruge tiden på aktivering, opkvalificering og aktiv jobsøgning, så de ledige kommer ud at arbejde, siger Harald Børsting.
- Derudover er det helt åbenlyst, at der skal luges alvorligt ud i de ”andre aktører”. Hvis aktørerne ikke kan bevise, at de kan tilbyde noget ekstraordinært - udover det, som AF kan tilbyde - så er de ikke kvalificerede, siger Harald Børsting.
22. oktober 2004