X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Enighed om unges alt for høje ulykkesrisiko

27. oktober 2006

Unge under 25 år har næsten dobbelt så høj risiko for at blive udsat for en arbejdsskade som resten af arbejdsstyrken.

Unge under 25 år har næsten dobbelt så høj risiko for at blive udsat for en arbejdsskade som resten af arbejdsstyrken. Den kendsgerning blev slået fast på LO´s konference ”Sikker Jobstart” onsdag d. 26. oktober i LO-Huset.

Lektor på DTU, Kirsten Jørgensen, der er ekspert i netop unges ulykker på arbejdsmarkedet, udtalte ellers i ugens løb, at unges ulykkesfrekvens stort set lå på linie med resten af arbejdsmarkedet.

- Det mente jeg lige til i tirsdags, hvor jeg så, at Institut for Folkesundhed havde en opgørelse baseret på skadestuebesøg. Den viste, at 70 unge ud af 1000 unge beskæftigede blev udsat for en arbejdsulykke. For hele arbejdsstyrken ligger tallet på 40 ud af 1000. Det blev jeg overrasket over, sagde Kirsten Jørgensen på konferencen.

Hermed ligger Kirsten Jørgensen på linie med LO, der har regnet ud, at når man tager højde for, at unge arbejder langt mindre end voksne, er risikoen for ulykker reelt dobbelt så høj.

Kirsten Jørgensen har gennem en årrække studeret unges ulykker og hun gav et klart billede af, hvilke ulykker de unge især udsættes for.

De alvorligste ulykker - dødsulykkerne - sker primært i forbindelse med transport. Enten ude i trafikken eller inde på virksomhedens område i forbindelse med for eksempel kørsel med truck. Hvert år dør 1-2 unge under 18 år på arbejdet, mens 5-6 unge mellem 18-24 år mister livet, mens de er på arbejde.

- Der er desværre en tendens til, at nogle unge ligger og kører ræs, sagde Kirsten Jørgensen som forklaring på en del af ulykkerne.

Øvrige alvorlige ulykker sker blandt andet ved fald fra stiger eller trapper eller for den sags skyld på et glat gulv. Ulykkerne sker også, når de unge bruger knive, anden håndværktøj, løfter for tunge sække, kasser eller møbler eller står og pjatter og derved kommer til at lave en forkert bevægelse.

- De unge kommer også af og til til skade ved stationære maskiner. Det gælder også de unge under 18 år, som slet ikke må betjene den slags maskiner, siger Kirsten Jørgensen.

Hun kom på konferencen med en opfordring til arbejdsgiverne. 

- Det gælder om at få nogle gode arbejdsrutiner i virksomhederne. Ulykkerne sker ofte, når en eller flere regler overtrædes på én gang. Eller hvis man er træt. Der ligger en stor forpligtelse hos arbejdsgiverne i at opdrage de unge, siger hun.

Unge stresser
Overlæge Bo Netterstrøm, der er ekspert i håndtering af stress, pegede i sit oplæg på at, unge ofte er mere stressede end ældre – omend stressen er af en anden – kortvarig - karakter end de ældres.

- De unges ressourcer er ikke altid så mangfoldige, sagde han og nævnte også mange unges manglende evne til at give udtryk for deres utilfredshed overfor ældre kolleger eller chefer.

Bo Netterstrøm havde en række konkrete råd til de unge, der gerne vil slippe for unødig stress på arbejdet, da stress i sig selv kan udløse ulykker: Vær udsovet, vær i god form, forbered dig mentalt til at gå på arbejde, kommunikér klare behov til omgivelserne, få struktur på hverdagen og sig pyt til bagateller.

Oplæring hos McDonalds
Erfaringen viser, at mange ulykker sker i de første måneder af ansættelsen. Derfor er oplæring en central del af forebyggelsen af ulykker.

På burgerkæden Mac Donald´s har man i mange år brugt mange ressourcer på at oplære sine medarbejdere, der fortrinsvis er unge. På konferencen fortalte HR-manager i McDonalds Danmark A/S, Kristine Kaas, om virksomhedens introduktion af de unge.

- Vi bruger cirka 30 timer på den grundlægende introduktion. Her bruger vi uddannede trænere til at stå for undervisningen, sagde hun.

Introduktionsperioden omfatter dog ikke kun sikkerhed og forebyggelse af ulykker, men er også en indføring i hele burgerkædens værdigrundlag, servicering af kunder, hygiejne osv.

- Men vi tænker på arbejdsmiljøet, når vi lærer de unge op. De får at vide, hvordan de skal håndtere de varme pommes frites-gryder, de lærer førstehjæp, at de skal arbejde med handsker osv., siger Kristine Kaas, der understregede, at kæden samarbejder med BST i Århus – selvom det ikke længere er påbudt.  

LO-sekretær med ansvar for arbejdsmiljø, Tina Møller Kristensen pegede i sit oplæg på en række punkter, hvor det er muligt at forbedre arbejdsmiljøet for de unge.

- Der sker cirka 20.000 ulykker blandt unge under 25 år om året. Det er alt for mange. Derfor må vi se på, om der er steder, hvor vi kan stramme op. Er der brug for bedre regler om introduktion af de unge? Er der brug for at overvåge de unge bedre på virksomhederne, så de ikke står alene med problemerne? Skal forældre skrive under på deres børn ansættelsesforhold helt op til 18 år? Og er der brug for at indskærpe overfor virksomhederne at unges arbejdsmiljø skal være en del af de skriftlige arbejdspladsvurderinger, som virksomhederne skal udarbejde?

Vedrørende netop arbejdspladsvurderingerne var arbejdstilsynets direktør Jens Jensen åben overfor forbedringer.

- Reglerne, vi har i dag er gode nok hvis de ellers bliver efterlevet. Men det kan godt være, at der er brug for at stramme op omkring unges arbejdsmiljø i APV´erne, sagde han.

 

27. oktober 2006
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812