06. oktober 2006
Lige nu er beskæftigelsen i top, og det kræver en ekstra indsats for at skaffe nye medarbejdere. Men der skal også tænkes nyt og kreativt for at sikre job til de sønderjyske lønmodtagere i fremtiden.
Sådan var det billede, der tegnede sig, da LO's næstformand Tine Aurvig-Huggenberger forleden besøgte Als og bl.a. kiggede indenfor på Danmarks største globale industrivirksomhed - Danfoss i Nordborg.
Dagen igennem havde hun møder med lokale virksomhedsledere, politikere, fagforeningsfolk og tillidsrepræsentanter. Et særligt formål med besøget var at styrke båndene til den sønderjyske fagbevægelse og den ny LO-sektion Sønderborg, som dækker hele Als.
Uddannelse til alle
Globaliseringen betyder store udfordringer for de lokale virksomheder, men erhvervspolitisk forsøger alle parter at være på forkant af problemerne. Det gælder ikke kun for den store arbejdsplads, men også for en mindre eksportvirksomhed som Delfi Electronics i Høruphav, der også åbnede dørene for LO's næstformand. De 64 ansatte på Delfi fremstiller avancerede printplader til specielle formål. Økonomien bygger på, at dele af produktionen udføres på en fabrik i Kina nær Hongkong. Komponenterne samles på Als, og de færdige produkter eksporteres derefter til kunder i Sverige og Tyskland.
På den danske arbejdsplads er mange nationaliteter repræsenteret, og takket være deres fleksibilitet og omstillingsevne har virksomheden kunnet ekspandere. Om kort tid rykker den til Sønderborg for at få mere plads. Medarbejderne glæder sig til at få deres egen kantine med både varm og sund mad.
Det største problem lige nu er rekruttering af flere ikke faglærte medarbejdere. Direktør Peter Chr. Petersen lagde ikke skjul på, at når timelønnen er sat op med 10 pct. alene i år, skyldes det bl.a., at det har været svært at skaffe nye folk.
Men medarbejderne har også flyttet sig, fortalte tillidsrepræsentant Anne Marie From fra 3F. Alle har fået tilbud om kurser med løn på VUC i dansk og matematik, kulturforståelse m.v. Og der er indført en ny fladere ledelsesstruktur, hvor medarbejderne tager et større ansvar og arbejder sammen i grupper.
- Vi vil gerne gå endnu videre, men som en mindre virksomhed er vi afhængige af et tæt samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner. Især har vi brug for AMU-uddannelserne, og det er ikke godt for os, når der skæres ned på det område, sagde Peter Petersen til Tine Aurvig-Huggenberger.
LO's næstformand var helt enig og kunne også tilslutte sig hans synspunkt om, at det er en vigtig opgave for folkeskolen er at lære eleverne at samarbejde.
Unge får en ny chance
Også under besøget på kæmpevirksomheden Danfoss var viden og kompetencer et gennemgående tema. Tine Aurvig-Huggenberger blev modtaget i Danfoss topmoderne, nyrenoverede hovedkontor i Nordborg, hvor koncerndirektør Hans Kirk og fællestillidsmand Gunnar Jensen fortalte om samarbejdet i den verdensomspændende koncern og om aktuelle initiativer bl.a. på uddannelsesområdet.
Produktionen af højtudviklede anlæg til køling og opvarmning kræver en veluddannet arbejdsstyrke. Derfor havde Danfoss en stor finger med i spillet, da Syddansk Universitet i sin tid begyndte at uddanne ingeniører på en ny afdeling i Sønderborg. SDU står netop over for en stor udvidelse, som bl.a. omfatter en særlig afdeling for hypermoderne nanoteknologi. Men behovet for at rekruttere velkvalificerede metalarbejdere er ikke blevet mindre.
Lige nu nyder Danfoss godt af en betydelig ledighed syd for grænsen. Mange tyske metalarbejdere har fået job og er faldet godt til på Nordals. Desuden er mange medlemmer af 3F blevet efteruddannet og opkvalificeret. Men der er også tænkt socialt med et nyt trainee-program, som ikke mindst sigter på at få unge indvandrere i gang med en uddannelse på Danfoss. Deltagerne er unge under 25 år, som ikke ellers ville have fået en uddannelse, men som her får en chance for at få opfyldt deres drømme. De får samme løn som lærlinge, men der er afsat ekstra tid, så de kan lære sprog eller andre fag, som de har brug for at få indhentet. Undervisningen tager afsæt i den enkeltes personlige kvalifikationer, og alle får en tillidsrepræsentant som mentor og vejleder.
Tine Aurvig-Huggenberger så store perspektiver i det ny projekt, som bygger på erfaringerne fra Danfoss' lærlingeafdeling. Under en rundtur i produktionen besøgte hun også afdelingen, hvor de unge udfører fagligt betonet arbejde for virksomheden som en del af uddannelsen. En af dem, hun hilste på, var kommende automatikfagtekniker Anders Ravn-Nielsen, der demonstrede sin store rutine i at reparere elektroniske gravkøer til Danfoss Universe.
På årsbasis tilbringer ca. 90 lærlinge 3-5 måneder i afdelingen, som drives sammen med seks af Danfoss samarbejdspartnere - deriblandt Sauer-Danfoss, Linak og Siemens. Samarbejdet rækker dog langt videre end uddannelsesområdet. De senere år har Danfoss trukket en række underleverandører til Nordborg, hvor de har overtaget produktioner, som tidligere foregik i Danfoss' eget regi.
Geysere og vulkaner
- Som øboere er vi vant til at skulle klare det hele selv. Men det kan jo være, at andre er dygtigere til visse ting, end vi selv er, sagde Hans Kirk, der forklarede, at ca. 2.000 arbejdspladser lagt ud på denne måde. Processen fortsætter bl.a. i form af Danfoss' såkaldte Entreprenørfabrik, som udvikler nye forretningsplaner, der efterfølgende kan sættes i værk. Modellen er hentet hos de tyske folkevognsfabrikker, men har allerede givet resultater i Sønderjylland.
Men udviklingen går også i en mere global retning. I takt med at produktionen bliver mere og mere avanceret i Nordborg, lægger Danfoss flere og flere opgaver ud til de 36 fabrikker rundt om i verden. Der hentes også inspiration og ideer fra de mere end 100 lande, hvor Danfoss er til stede med salgs- og servicekontorer. Og som så mange andre virksomheder arbejder Danfoss med at føre Lean-konceptet ud i livet.
- Vi har vores egen kultur og værdier, den særlige Danfoss-ånd, som vi holder fast i. Men det betyder ikke, at vi ikke hele tiden kan blive bedre, understregede Hans Kirk.
Sidste stop på programmet i Nordborg var en rundvisning på det ny Danfoss Universe - en teknologipark finansieret af Danfoss-fondene, som på kun et år har haft 170.000 besøgende. Danfoss-stifteren Mads Clausens barndomshjem - som var hans hovedkontor gennem mange år - ligger midt i parken, hvor børn og voksne kan eksperimentere på livet løs både med teknisk udstyr og med naturens kræfter. Den blå kube, som er Danfoss-universets samlende midtpunkt, byder på så usædvanlige oplevelser som geysere og vulkaner i udbrud.
Ny viden og investeringer
Dagen igennem var Tine Aurvig-Huggenberger ledsaget af formanden for LO Sønderborg Benny Reiner Nielsen, som også er formand for Fælles Fagligt Forbund på Als. 3F har sit eget faglige kursuscenter tilknyttet afdelingskontoret i Guderup, som også rummer en lokal afdeling af det ny jobcenter i Sønderbog kommune. LO-næstformanden var også inviteret på besøg i 3F-afdelingen, hvor hun bl.a. mødtes med den kommende borgmester i Ny Sønderborg kommune Jan Proopek Jensen, der i dag er borgmester i Nordborg.
Det blev til en snak om den ny lokalstruktur, som fagbevægelsen har været på forkant med. Og om de udfordringer, som både LO Sønderborg og Ny Sønderborg Kommune - som består af hele syv selvstændige kommuner - står overfor fra årsskiftet. Der skal fokus på erhvervspolitikken og behovet for at sikre ny viden og investeringer i lokalområdet. Et vigtigt element er samarbejdet med EUC Syd og Syddansk Universitet, der skal uddanne og opkvalificere fremtidens lønmodtagere i grænseregionen. Erhvervsudviklingen skal fremmes målrettet bl.a. gennem iværksætterhuse og øget offentligt og privat samarbejde - OPP. Men samtidig skal der satses på en aktiv beskæftigelsespolitik, der kan få flere modtagere af overførselsindkomster i gang på arbejdsmarkedet.
Jan Prokopek Jensen understregede betydningen af et godt arbejdsmiljø, som kan forebygge nedslidning og arbejdsskader. Her er Nordborg kommune gået i spidsen med mange nye initiativer, og der er oprettet flere fleksjob for at hjælpe dem, der ellers risikerer at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Endelig drøftede Tine Aurvig og borgmesteren det fremtidige boligbyggeri i såvel Nordborg som Sønderborg. Regeringen har åbnet op for nye sommerhusområder, hvad der bl.a. kan gavne turismen. Men det er ikke mindre vigtigt at sikre den almene sektor, så der også i fremtiden er gode boliger til de lønmodtagere, der ønsker at bo i det naturskønne område ved Østersøen og Flensborg fjord.
06. oktober 2006