02. december 2006
De politiske fronter er trukket op, efter at et forligsudvalg i EU er blevet enig om fælles regler for farlige kemikalier. Mens venstrefløjen og en række miljøorganisationer finder, at forliget hælder til industriens side, er der stor set tilfredshed i alle andre kredse.
LO-sekretær Tina Møller Kristensen finder det ærgerligt, at parlamentets forligsgruppe måtte give sig en smule, så industrien kun er forpligtet til at finde erstatningsstoffer for de farligste kemikalier.
- Men hvis der findes erstatningsstoffer for de mindre farlige, er virksomhederne forpligtet til at komme med en plan for, hvordan de vil erstatte dem senere. Det er trods alt et stort skridt fremad i forhold til i dag, hvor der ingen krav er, siger Tina Møller Kristensen.
Forliget skal senere godkendes af det samlede parlament og også af EU-landenes erhvervs- eller miljøministre. Det ventes, at det vil ske, og dermed er en årelang kamp om de kemiske stoffer forbi i første omgang.
Med forliget bliver omkring 30.000 stoffer registreret. Det er alle dem, der bliver fremstillet eller markedsført i mængder på over 1 ton. Fremstilles de eller importeres i mængder på over 10 ton, skal deres farlighed vurderes sammen med den risiko, der er ved at anvende dem.
Omvendt bevisbyrde
Tina Møller Kristensen hæfter sig ved, at bevisbyrden nu vendes, så det er industrien selv, der skal bevise, at stofferne ikke er farlige. Virksomhederne får også ansvaret, når de anvender dem.
Tina Møller Kristensen hæfter sig ved, at bevisbyrden nu vendes, så det er industrien selv, der skal bevise, at stofferne ikke er farlige. Virksomhederne får også ansvaret, når de anvender dem.
- Vi omgiver os med virkelig farlige kemikalier. Derfor er det nu et stort fremskridt, at vi får dem registreret, og at der kommer krav om udskiftning med mindre farlige stoffer, hvor det er muligt. At der så kun bliver planer for erstatninger over for de mindre farlige, er noget, som vi må tage med i et forlig, siger Tina Møller Kristensen.
I Europa-Parlamentet er socialdemokraternes Dan Jørgensen yderst tilfreds med forliget.
- Går det her igennem, så er det den største sejr i mit politiske liv, udtaler Dan Jørgensen.
02. december 2006