10. september 2007
Det er ikke let at være regering for tiden. Meningsmålingerne er på retur. Spindoktorerne, der hidtil har kunnet styre medierne med hård hånd, har pludselig mistet grebet. Befolkningen har mistet tilliden til regeringens kompetence på stort set alle politiske områder.
Men selv om politik er en hård branche, må vi ikke fuldstændig glemme medmenneskeligheden. Det overskud synes jeg godt, at vi kan vise. Omsorgen for vores medmennesker. Forståelse for de menneskeskæbner, der mister grebet, mens hverdagens problemer tårner sig op.
De har det ikke let. For eksempel kan jeg godt få lidt ondt af Bendt Bendtsen. Det er ikke spor let at være Bendt Bendtsen. Igennem seks år er han blevet udstillet som det flade dæk i regeringens tandem.
Igennem seks år har Pia Kjærsgaard fyret hans ministre og ydmyget hans politiske mærkesager i forhandling efter forhandling.
Igennem seks år har Bendtsen tabt terrinerne, misset busserne og forfejlet dagsordnerne.
Men nu endelig efter seks, lange indebrændte år har Bendt Bendtsen langt om længe skabt et politisk resultat.
Det er lykkedes at tvinge ufinansierede skattelettelser for ti milliarder kroner igennem. Det er lykkedes at få regeringen til at slå ind på den CEPOS inspirerede voodoo-økonomiske kurs, hvor dynamiske effekter pumpes ind i regnestykkerne, som vand i en billig hamburgerryg.
Nu endelig skulle Bendtsen træde ud af Foghs slagskygge og lade sig hylde af borgerlige kommentatorer og Dansk Industri… Og så faldt det hele alligevel på gulvet. Det eneste konservative resultat efter seks års fornedrelse blev pludselig til i medierne fremstillet som en fiasko. Nej, det er sandelig ikke let at være Bendt Bendtsen.
Men det er nu heller ikke let at være Thor Pedersen. Evig og altid bliver man misforstået, selv om man udtrykker sig krystalklart.
Misforstået, når man siger, at vi kan købe hele verden, selv om vi er nødt til at spare på velfærden.
Misforstået af ældre og børnefamilier, der hårdnakket påstår at de mærker besparelserne i kommunerne, selv om Finansministeren har produceret det ene regnestykke efter det andet, der viser, at der slet ikke er sparet.
Og misforstået af offentligt ansatte, der ikke forstår, at lønningerne er meget højere end det, der kommer ind på kontoen den første eller det, der står på lønsedlen.
Thor Pedersen gav en klokkeklar og præcis forklaring til Berlingske Tidende på, hvorfor han mente, at de offentligt ansatte tjente rigeligt. Jeg vil i al fairness til Thor Pedersen gerne citere lidt, så det står klart for os alle sammen.
Finansministeren sagde om sine udtalelser om de offentligt ansattes løn:
”Alle citerer hinanden, for hvad jeg har sagt, men jeg kan jo se, hvad jeg har sagt… og jeg er den eneste, der ikke har sagt noget!
Det er selvfølgelig meget interessant. Jeg siger bare, at en sygehjælper tjener 27.000, og så spørger jeg, om det er en dårlig løn. Jeg siger ikke, hvad jeg mener. Jeg stiller bare spørgsmålet. Jeg spørger jo ikke mig selv, men jeg spørger bare, fordi jeg oplever nogle helt andre summer ude i mediebilledet.
Jeg kan stille spørgsmålet ”Hvad synes du om vejret i dag? Synes du, vejret er godt” Hvad mener jeg så selv? At det er godt vejr?
Jeg føler mig ansvarlig for det jeg ikke har sagt. Jeg har ikke sagt noget, og det er mit ansvar. Jeg besluttede mig for ikke at sige noget, og det er mit ansvar. Er det kryptisk? Det synes jeg ikke.”
Og det er så endnu en virkelighedsopfattelse, som Thor Pedersen står helt alene med.
Vi har hårdt brug for en ny politisk kurs. En ny regering og en ny politik, der ikke bortforklarer problemerne. En regering, der ikke trækker den politiske debat ned i talkrigens mudrede skyttegrave, men skaber konkrete resultater for at forbedre kvaliteten i velfærden.
Der har vi brug for et stærkt socialdemokratisk lederskab. Jeg synes, at jeres kvalitetsoplæg giver os et rigtigt godt udgangspunkt.
Vi har brug for investeringer i velfærden. Vi har brug for flere hænder og bedre kvalitet.
Derfor går LO- fagbevægelsen samlet til demonstration mod regeringens besparelser og uansvarlige skattelettelser på Folketingets åbningsdag den 2. Oktober. Vi vil have velfærd i stedet for skattelettelser.
* * *
Men hvad er nu det, kan jeg fornemme, at nogle tænker. Nu har I jo lavet aftaler og forhandlinger med den her regering i et væk, og så kommer du her og siger, at vi har brug for en ny retning, og at I vil demonstrere mod, at regeringen prioriterer skattelettelser over velfærd.
Og det er ganske vist. Det er præcist, det jeg siger. Vi ser ingen konflikt mellem at skaffe resultater til vores medlemmer, hvor det kan lade sig gøre og at protestere mod de fejlslagne dele af regeringens politik.
Lad mig sige lidt om den her trepartsaftale.
Ja, jeg kan se, at der er nogle der ruller med øjnene, og tænker ”med den slags venner behøver man ingen fjender”. Og der er vel ingen grund til at skjule, at vi har været lidt uenige om visdommen i at indgå en trepartsaftale om udvikling og rekruttering af offentligt ansatte.
Jeg spurgte på et tidspunkt et socialdemokratisk folketingsmedlem, om hvad man mente om den her trepartsaftale, vi indgik med regeringen ovre i Folketingsgruppen.
”Joh”, sagde han. ”Meningerne er lidt delte.”
”Nåh”, sagde jeg. ”Det var da måske ikke så dårligt endda, jeg troede, der ville være flere modstandere”.
” Jeg tror faktisk, at folketingsgruppen er delt helt lige over i spørgsmålet. Halvdelen mener, at I har svigtet os. Den anden halvdel mener, at I er blevet snydt af regeringen”…
Men vi glæder os da over, at vi kan hjælpe med at ryste folk lidt sammen…
Jeg er utroligt glad for den trepartsaftale, vi har indgået. Det er jeg, fordi den sikrer en række konkrete rettigheder til en stor gruppe af vores medlemmer. Punkt for punkt styrker den både de offentligt ansatte og mulighederne for at rekruttere hænder til den offentlige sektor.
Den giver nye muligheder til sygehjælperen, til dagplejeren, til skolepedellen. De mennesker, der hver dag kæmper på vores velfærdssamfunds yderste skanser. Der plejer vores ældre og syge. Der passer vores børn og børnebørn. Der kitter velfærdssamfundet sammen for et godt stykke under 20.000 kroner om måneden.
Det drejer sig først og fremmest om muligheden for uddannelse og opkvalificering. Her ser jeg aftalen som en naturlig forlængelse af de aftaler, vi sammen lavede i globaliseringsaftalen for at styrke efteruddannelsen på det private arbejdsmarked. Nu kommer de offentligt ansatte med på vognen.
Trepartsaftalen gør den stille drøm om at kunne videreuddanne sig til en konkret mulighed for den enkelte, blandt andet fordi alle over 25 år med et års relevant erfaring, nu får ret til voksenelevløn. Det betyder, at praktiklønnen for mange af de ansatte i plejesektoren, der videreuddanner sig, stiger fra knap 9.000 kr. til godt 17.000 kr.
SOSU-medhjælperen, der aldrig kom videre med overbygningen, fordi hun ikke lige kunne overskue det dengang, får en reel mulighed for at tage det næste skridt. Uddannelsesmæssigt. Fagligt. Lønmæssigt.
Den pædagogiske grunduddannelse, der har givet et skub fremad til tusindvis af unge pædagogmedhjælpere, der aldrig fik taget en uddannelse, bliver nu markant styrket med flere pladser.
Aftalen betyder, at vi nu kan stå over for et gennembrud i de kommende overenskomstforhandlinger, når det gælder medarbejdernes indflydelse på arbejdspladsen. Og at vi får mulighed for at skabe seniorjob, hvor tusindvis af lønmodtagere får mulighed for at gå ned i tid uden at miste hele lønnen og pensionsbidraget.
Det er markante faglige resultater, der kommer til at kunne mærkes i tusindvis af offentlig ansattes hverdag. Derfor kunne en samlet hovedbestyrelse i LO naturligvis anbefale, at vi indgik en aftale. Det fortryder vi ikke et sekund.
***
Jeg vil imidlertid gerne slå to ting helt fast: For det første betyder det ikke, at fagbevægelsen bakker op om regeringens samlede kvalitetsreform. Det gør vi ikke!
For det andet betyder Trepartsaftalen heller ikke, at det hele nu er lyserødt, og at alle problemer i den offentlige sektor nu er klaret. Det er de ikke.
Selvom regeringen har proppet trepartsaftalen sammen med kvalitetsreformen betyder det ikke at vi bakker op om de øvrige dele af kvalitetsreformen. Nuvel, de fleste af deres egne forslag er nogle relativt betydningsløse småting.
Men der er tre fundamentale fejl i regeringens strategi.
For det første er menneskene på randen af velfærdssamfundet fuldkommen glemt. Alle vi andre får telefon-hotlines, borgerservice, evalueringer og tilfredshedsundersøgelser, og jeg skal komme efter dig. Men alle de mennesker, hvis liv er dybt afhængige af den offentlige sektor, er glemt. Der er ingen hotlines til bistandsklienten. Ingen klageinstanser til misbrugere. Ingen kvalitet til dem, der behøver den mest. Det er en lang bestikkelse af middelklassen.
For det andet åbner regeringen i det stille en ladeport til privatiseringer i den offentlige sektor. Vennerne i Dansk Industri har virkeligt fået valuta for pengene. Det private kommer ind overalt – selv i Servicelovens formålsparagraf. Og den offentlige sektor må fortsat ikke konkurrere på lige vilkår gennem tilkøbsydelser.
Her kan man for alvor mærke kulturkampens iskolde brise gennem sprækkerne i regeringens velfærdsfacade.
For det tredje og måske allervigtigste: Regeringen har ingen føling med almindelige danskeres syn på vores velfærdssamfund lige nu. De kan simpelthen ikke få det ind i hovedet. CEPOS, Bendt Bendtsen og alle de andre. At danskerne rent faktisk ikke ønsker skattelettelser. Det strider mod hele fundamentet for deres politiske tænkning.
At mennesker kan se ud over deres egne kortsigtede interesser. At ingen imponeres over nogle få ekstra kroner i pungen, når vi kan se skoler, plejehjem, sygehuse og børnehaver forfalde. At vi ikke har større biler eller dyrere rødvin øverst på ønskelisten, men først og fremmest flere pædagoger, bedre ældrepleje og sygehuse i topklasse.
I stedet for ufinansierede skattelettelser ønsker vi investeringer i velfærden. Derfor har vi også fra hele LO-fagbevægelsens side valgt at bakke massivt op om demonstrationerne mod de ufinansierede skattelettelser og besparelserne i kommunerne.
Valget er nu klart for den enkelte dansker. Og jeg føler mig helt overbevist om, at langt de fleste LO-medlemmer - ligesom Socialdemokraterne - vil vælge velfærden.
* * *
Socialdemokraterne og fagbevægelsen har brug for hinanden. Vi har opbygget velfærdssamfundet, og vi vil stå sammen om at videreudvikle det.
Men det er afgørende, at vi har respekt for hinandens forskellige roller.
Jeg ønsker mig ikke tilbage til en tid, hvor en væsentlig del af samarbejdet var at begrænse hinandens udfoldelsesmuligheder.
Jeg er godt klar over, Socialdemokratiet ikke kan være et ekspeditionskontor for faglig interessevaretagelse. At vi er nødt til at respektere, at en socialdemokratisk regering kan gennemføre beslutninger, vi er uenige i.
Jeg vil endda i al stilfærdighed sige, at jeg har oplevet det ved flere lejligheder.
Det er ikke som I gamle dage, hvor Thomas Nielsen kunne ringe og skælde Anker hæder og ære fra. Heldigvis!
Men det er altså heller ikke sådan, at fagbevægelsen udelukkende vil kommunikere med en borgerlig regering gennem megafoner.
Det gør vi også, bare rolig…
Men vi har også tænkt os tage regeringen på ordet, når den badet i blitzlyset siger, at den vil gøre noget for vores medlemmer. Også selv om vi ved, at der siges noget helt andet i baglokalernes mørke.
Vi tager alle de stik hjem på vores medlemmers vegne, vi overhovedet kan komme i nærheden af.
Hver eneste krone, som vi får dirigeret over i initiativer til gavn for vores medlemmer, i stedet for skattelettelser til de rigeste, betragter vi som et godt resultat. Vores fokus er på at skabe resultater for vores medlemmer.
Jeg kan godt forstå, at Socialdemokratiets ledelse kan komme til en anden vurdering end os. Og at I kan have andre hensyn over for brede vælgergrupper.
Men jeg kan ikke forstå, at nogen kan finde på at sige, at vi ikke har varetager vores medlemmers interesser. Eller at vi skulle have været mere på barrikaderne i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne i sommer.
Det synes jeg faktisk er et lidt skuffende niveau.
Vi er nødt til at have respekt for hinandens roller.
Men det betyder ikke, at vi ikke har brug for hinanden. Fagbevægelsen har brug for et stærkt Socialdemokrati.
Et parti, der i opposition kan presse regeringen til indrømmelser og sætte en anden dagsorden, som vores medlemmer kan spejle sig i.
Et parti, der i regering kan skabe resultater for vores medlemmer og sikre udviklingen af vores velfærdssamfund.
* * *
Jeg skal til at runde af.
Ikke bare for denne gang, men sådan i det hele taget.
Tillad mig derfor afslutningsvis en personlig observation som et stolt medlem af vores parti.
Jeg har efterhånden været til kongres nogle gange. Siden jeg blev forbundsformand for Blik & Rør for snart længe siden. Jeg har siddet dernede i salen, og hørt om ØD og EF, arbejderflertal og Ronald Reagan, opsvinget og Euro’en.
Og det er altid gået op og ned med humøret til kongresserne. Nogle år har vi troet, at det socialdemokratiske drømmesamfund lå lige om hjørnet. Andre gange har vi selvransagende pillet i navlen, mens omverdenen henviste os til historiebøgerne.
Men vi er her endnu. Og når jeg tænker tilbage på alle disse år, må jeg sige:
Jeg har aldrig været mere overbevist om, at fremtiden tilhører Socialdemokraterne, end jeg er nu.
Jeg har aldrig været mere overbevist om, at selv om vi taber et slag nu og da, så vil vi blive ved med at vinde krigen. At den grundlæggende idé, som generationer før os har bygget et af verdens stærkeste velfærdssamfund på, stadig har store sejre foran sig.
Fordi idéen er lige så enkel, som den er smuk: At hvert enkelt menneske har noget at tilbyde fællesskabet. At den enkelte kan meget, men sammen kan vi mere. At fællesskabet er stærkere end egoismen.
Den fundamentale idé er tatoveret i hjertet på danskerne. Den ligger i os, som en fælles idé om, hvad det gode samfund er. Hvad det gode liv er.
Og de borgerlige har aldrig rigtig forstået den. De har gennem historien forbudt den, bekæmpet den, og nu senest forsøgt at kopiere den. Men de har aldrig rigtigt forstået den.
Derfor forbliver vores parti, vores bevægelse, den dominerende og samfundsforandrende kraft i et velfærdssamfund, fortsat kan blive endnu bedre, endnu stærkere og endnu mere retfærdigt.
Og derfor er jeg sikker på, at danskerne igen vil vælge velfærden, og sætte Helle i spidsen for en ny regering.
Kære venner,
Hav en fortsat god kongres. Pas godt på vores parti. Pas godt på vores bevægelse. Og pas godt på hinanden.
10. september 2007