16. januar 2008
Løn og uddannelsesgodtgørelse ved fratrædelse
LO har på kongressen vedtaget et sæt regler om mulighed for løn og eventuel uddannelsesgodtgørelse ved fratræden fra LO
Reglerne er vedtaget for at give den enkelte mulighed for at komme videre i sit arbejdsliv, hvis han eller hun ikke opnår valg på kongressen. De svarer til andre lignende ordninger, som er almindelige for eksempel for folketingsmedlemmer.
LO’s regler betyder, at den enkelte har ret til seks måneders løn, hvis han eller hun ikke opnår valg på kongressen eller fratræder i øvrigt. De seks måneders løn kan erstattes med en uddannelsesgodtgørelse i 12 måneder, hvis den fratrådte vælger at gennemføre en erhvervsmæssig uddannelse. I tilfælde af fuldtidsbeskæftigelse bortfalder denne mulighed.
LO’s regler vedrørende pension
LO har indtil 2003 haft en såkaldt tilsagnspension for tillidsvalgte i LO. Tilsagnspensionen blev etableret i 1971, fordi de valgte i LO ikke havde udsigt til anden pension. Der er imidlertid sket en samfundsmæssig udvikling, der betyder, at hovedparten af lønmodtagerne i dag er omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning. Personer, der i dag vælges til en tillidspost i LO, vil derfor typisk medbringe en pension fra deres tidligere job. LO valgte på den baggrund i 2003 at afskaffe tilsagnspension for nyvalgte. Personer, der er valgt efter 2003, har derfor en almindelig arbejdsmarkedspension med 15 procents indbetaling.
Den såkaldte tilsagnspension betyder, at personer, som er valgt før 2003 og har arbejdet i LO-fagbevægelsen i mindst 20 år, har ret til 2/3 af deres løn, når de går på pension. Udover de 15 procent, der indbetales af lønnen, også ved tilsagnspension, skal LO yderligere løbende indbetale et beløb, der sikrer, at pensionsselskabet kan udbetale 2/3 af lønnen, når en tillidsvalgt går på pension.
Hvis en person, der er omfattet af ordningen, fratræder før pension, ophører indbetalingerne. Det gælder både de 15 procent samt LO’s yderligere indbetaling.
Den fratrådte person overgår derfor til at være såkaldt hvilende medlem. Den fratrådte kan bibeholde sit indestående i pensionsordningen eller få overført opsparingen til en ny pensionsordning.
Det betyder med andre ord, at LO
ikke skal indbetale yderligere beløb til ordningen. Men den person, der forlader LO, har naturligvis – som alle andre lønmodtagere – ret til det beløb, som er indbetalt i den periode, hvor vedkommende arbejdede i LO.
16. januar 2008