X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Fornyet indsats for bedre arbejdsliv i Europa

13. marts 2008

Ambitionsniveauet skal hæves når Europas regeringsledere i denne uge mødes til EU-topmøde for at diskutere strategien for den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling. Regeringen skal komme noget nyt på forhandlingsbordet, skriver LO og FTF i et fælles brev til statsministeren.

I Danmark har vi den seneste tid mest talt om mangel på arbejdskraft og en mulig økonomisk overophedning. Og også i resten af Europa har det været fede tider. Men de er på vej til at være forbi. Væksten er aftagende og udsigten for de næste par år ikke for lovende. Desværre brugte vi ikke de gode tider på at løse de mange problemer, som Europa stadig kæmper med.

Den europæiske arbejdsløshed er stadig for høj – 7 % i gennemsnit og tæt på 10 % i mange af de store lande – og 76 millioner europæere kan betragtes som fattige. Uligheden er stigende og udfordringerne omkring integration og demografi er store.

Det er derfor langtfra tiden til at hvile på laurbærrene. Selvom det til en vis grad er det, der lægges op til på det kommende EU-topmøde. De europæiske stats- og regeringsledere vil, for en ny treårig periode, fortsætte de reformer, de iværksatte i 2005. Og derudover over ikke så meget andet.

- Det er tid til at finde et nyt manuskript frem, hvis EU-lederne skal sikre den rigtige udvikling i Europa, siger LO’s Formand Harald Børsting.

- Et sådan nyt manuskript må indeholde en mere målrettet politik for at skabe flere nye, gode jobs og plads til et godt liv udenfor arbejdet. Det må også indeholde en stærkere social dimension. EU’s indre marked kan ikke stå alene. Hvis vi i Danmark og hele EU, som Statsministeren ofte har sagt, ikke skal konkurrere på at være billigst, men på at være bedst, så må de sociale forhold igen på toppen af dagsordenen i Bruxelles, pointerer Harald Børsting.

- Endelig må de økonomiske, sociale og miljømæssige områder tænkes tættere sammen, så de gensidigt styrker hinanden. Hvis de gør det, kan EU’s indsats for et bedre klima eksempelvis også skabe nye, eftertragtede jobs indenfor vedvarende energi frem for at være den økonomiske hæmsko, som nogen frygter at den vil være. Så EU må lancere en strategi for ’grønne jobs’ i Europa, påpeger Harald Børsting.

- Hvis regeringslederne i denne uge finder sammen om et nyt manuskript, kan EU gøre den forskel, vi alle ønsker. Det håber vi, at Statsministeren vil være med til at sikre, at de gør, slutter Harald Børsting.

Læs LO og FTF’s fælles brev

13. marts 2008
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812