LO hilser regeringens Afrika-kommission velkommen og LO er enig i betydningen af at fokusere på beskæftigelse og unge, når det gælder om at løse de store sociale og økonomiske problemer, som Afrika lider under.
- Det er vigtigt, at kommissionen kommer frem til anbefalinger om, hvorledes der skabes flere jobs i Afrika, men det er af lige så stor betydning, at de arbejdspladser, der etableres, er medvirkende til at skabe en varig vækst og udvikling i Afrika, siger LO’s internationale sekretær Marie-Louise Knuppert.
I hovedparten af de afrikanske lande ligger den reelle arbejdsløshed på langt over 20 %. Behovet for at skabe gode jobs illustreres endnu tydeligere af, at 85 % af befolkningen i landene syd for Sahara fortsat lever for under 2 $ om dagen, til trods for at der i en række lande er relativ pæn vækst.
LO mener derfor at det er meget vigtigt, at kommissionen prioriterer, at der bliver skabt job på vilkår, der reelt skaber udvikling. Det undrer derfor LO, at der ikke i kommissionen er repræsentanter fra internationale institutioner som ILO. Netop ILO har arbejdet med den sociale dimension af globaliseringen og har introduceret konceptet Decent Work, som både forholder sig til beskæftigelses-, sociale- og rettighedsspørgsmål.
- ILO´s vicegeneralsekretær Assane Diop er fra Senegal og vil i den forbindelse have været et oplagt medlem af en Afrika kommission, der skal lægge vægt på unge og beskæftigelse, siger Marie-Louise Knuppert.
LO vil desuden pege på en anden svaghed ved kommissionens sammensætning.
- Med det store fokus kvinder og ligestilling indtager i dansk udviklingspolitik er det næsten komisk, at der kun er fire kvindelige repræsentanter i kommissionen, siger Marie-Louise Knuppert.
01. april 2008