17. april 2008
I anledning er 100-års dagen for kvinders valgret i Danmark har LO sammen med en lang række organisationer arrangeret en festparade på Frederiksberg og København søndag den 20. april.

I anledning er 100-årsdagen for kvinders valgret i Danmark har LO sammen med en lang række organisationer arrangeret en festparade på Frederiksberg og i København søndag den 20. april.
Den 20. april 1908 vedtog Landstinget, at kvinder måtte stemme ved kommunalvalg, hvilket var en milepæl i udviklingen af det danske demokrati.
Dagen bliver fejret med et kæmpe lastvogns-optog med forhåbentlig rigtig mange gående deltagere, tre kameler, en lastbil fyldt med 100 3F-kvinder klædt i arbejdstøj m.fl..
Alle vil bevæge sig fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhus, mens det hotte kvindeband Gasoline vil stå på ladet af LO’s store lastbil og spille deres nyfortolkninger af gamle Gasolin-numre. Ved ankomsten til Københavns Rådhus vil blandt andre Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard og LO’s næstformand Lizette Risgaard holde tale, og efterfølgende er der koncert med Anne Linnet.
– Selvom 100-års dagen for kvinders valgret markerer et af de vigtigste skridt i vores demokrati, vil vi samtidig bruge dagen til at gøre opmærksom på, at der stadig er lang vej til ligestilling i Danmark. Vi mangler stadig ligeløn og kvinder er stadig alt for ringe repræsenteret på lederposter og i bestyrelser, siger Lizette Risgaard.
– Lige nu står vi midt i nogle meget vanskelige overenskomstforhandlinger, hvor det netop er kvinders lønefterslæb, der er i centrum. Alt for mange – ikke mindst offentligt ansatte – kvinder får i dag en alt for ringe løn. Nu gælder det om at stå sammen og vise solidaritet. Samtidig vil jeg kraftigt opfordre arbejdsgiverne til at komme tilbage til forhandlingsbordet, siger hun.
Se det samlede program her
Download billede i trykkvalitet (728 kb)
Billedtekst:
Denne og to andre kameler deltager i festparaden, der går fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhus søndag den 20. april for at fejre 100-års dagen for kvinders valgret til kommunalvalg. Kamelen er med sit slogan "Slug kamelen - luk løngabet" helt med på, at der stadig er lang vej til ligestilling.
17. april 2008