X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Den vigtigste udfordring: At øge kvalifikationerne

23. april 2008

LO, FTF og AC vil have flere i gang på arbejdsmarkedet, og arbejdsmiljøet skal forbedres, siger de i et svar til regeringens arbejdsmarkedskommission

 
Regeringen har nedsat Arbejdsmarkedskommissionen til at komme med forslag til, hvordan man i Danmark får flere til at arbejde mere. Målet er at styrke de offentlige finanser, så der fremover er råd til at fastholde og udbygge velfærdssamfundet.

I en fælles kommentar til kommissionens første udspil siger LO, FTF og AC, at lønmodtagerorganisationerne er enige i, at det er vigtigt at sikre en holdbar finansiering af den samlede velfærdsservice. Men man får ikke løst beskæftigelsesudfordringen uden investeringer i bedre arbejdspladser og mere uddannelse, mener de tre hovedorganisationer.

- Arbejdsmarkedskommissionen er blevet bedt om at have fokus på virkningen på de offentlige budgetter. Men skal man varigt øge beskæftigelsen, kræver det investeringer i menneskelige ressourcer, siger LO's næstformand Lizette Risgaard i en kommentar til kommissionens opgaver.

De tre hovedorganisationer peger på uddannelse som helt afgørende for at kunne øge beskæftigelsen.

- Der er store frafaldsproblemer i uddannelsessystemet, og der sker ikke en målrettet opkvalificering af de ledige. Derfor skal flere have en uddannelse, og der skal sættes fokus på kvalifikationsdelen både blandt de beskæftigede og de ledige, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.

Desuden er det vigtigt, at Arbejdsmarkedskommissionen kommer med forslag, der betyder, at mange af dem, der i dag er uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet, får udnyttet deres beskæftigelsesmuligheder.

- Kommissionen må forholde sig til, at mange i dag udstødes af arbejdsmarkedet på grund af dårligt arbejdsmiljø, og at en mere forebyggende indsats på arbejdspladserne vil bidrage til at øge beskæftigelsen, siger AC's formand Sine Sunesen.

Lønmodtagerorganisationerne ser manglen på kvalificeret arbejdskraft som den væsentligste samfundsøkonomiske udfordring og har derfor etableret et styrket samarbejde om de temaer, som Arbejdsmarkedsmarkedskommissionen bør beskæftige sig med.

De tre hovedorganisationer deltager den 15. maj i et trepartsmøde med regeringen og arbejdsgiverne om udviklingen i arbejdsstyrken. Det ny oplæg fra Arbejdsmarkedskommissionen vil indgå i drøftelserne på mødet.

For nærmere oplysninger eller kommentarer:
 
Informationskonsulent Dorte Monggaard, LO,
tlf. 35 24 60 14 eller mob. 23 33 55 81,

konsulent Jens Frank, FTF, tlf. 33 36 88 50
eller mob. 40 45 88 50, eller

sekretariatschef Jens Mølbach, AC,
tlf. 22 49 58 57.

23. april 2008
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812