X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

400 millioner flere ekstremt fattige

30. august 2008

Verdensbanken har udsendt nye tal for verdens ekstremt fattige, som viser, at der er 400 millioner flere fattige, end hidtil antaget.

I denne uge udsendte Verdensbanken nye, reviderede tal for verdens fattige. Hidtil har vurderingen været, at knap 1 milliard mennesker lever i ekstrem fattigdom – det vil sige med en købekraft på mindre end seks kroner om dagen.

Men den seneste opgørelse viser, at det i virkeligheden er 1,4 milliarder mennesker. Verdensbanken har altså overset godt og vel 400 millioner fattige. Ikke fordi de ikke vidste, at de levede, men fordi de troede, at de var mindre fattige, end de er. Opjusteringen skyldes således, at leveomkostningerne i udviklingslandene hidtil har været undervurderet.

– Det står meget værre til, end vi har været opmærksomme på. Det betyder, at vi som verdenssamfund er meget længere fra de mål for fattigdomsudryddelse, som vi har fastsat i FN. Det er intet mindre end en katastrofe, siger LO's internationale sekretær Marie-Louise Knuppert i en kommentar til Verdensbankens nye undersøgelse.

– De nye tal for verdens ekstremt fattige understreger endnu en gang, at verdensøkonomien ikke fungerer på en måde, der tilgodeser hele klodens befolkning. Den samlede velstand øges, enkelte bliver rigere, men langt de fleste står i stampe.

I Afrika syd for Sahara er der i dag 380 millioner ekstremt fattige mennesker. Det er dobbelt så mange som for 25 år siden. Og i Indien, der ellers betragtes som et af vor tids økonomiske kraftcentre, er det samlede antal af ekstremt fattige steget til 455 millioner. Så i dag er 42 pct. af Indiens befolkning stadig ekstremt fattige.

– Hovedproblemet med verdensøkonomien er, at selv hvor der skabes høj økonomisk vækst, står det sløjt til med at oversætte væksten til nye, gode job. Dermed koncentreres væksten hovedsageligt blandt nye eliter. Det er fuldkommen uacceptabelt, at uligheden i de fleste lande er konstant stigende.

– Årsagen til den stigende ulighed er den liberale politik, der styrer den globale økonomi. Det er dybt bekymrende, at stort set alle handelsaftaler på tværs af landegrænser stadig tilsidesætter menneske- og arbejdstagerrettigheder. Med den nuværende politik vil uligheden stige, og om få år vil endnu flere millioner mennesker ende i ekstrem fattigdom, hvis ikke der kommer et kursskifte i den internationale økonomiske politik med større fokus på skabelsen af gode job, siger Marie-Louise Knuppert.

Læs Verdensbankens undersøgelse

Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.

30. august 2008
 

Dit tip er nu sendt.

Der er sket en fejl da mailen skulle sendes, prøv igen.

Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812