28. november 2008
LO bakker op om Spillerforeningens formand
Hvidovre Fodbold A/S bortviste i går aftes, torsdag den 27. november, spiller og formand i Spillerforeningen, Thomas Lindrup, fra klubben. Begrundelsen er, at Thomas Lindrup har benyttet sit virke i klubben til at hverve medlemmer til Spillerforeningen. Spillerforeningen er et medlemsforbund under LO. LO tager på det kraftigste afstand fra bortvisningen og erklærer sin fulde støtte til Spillerforeningens formand. LO's formand Harald Børsting siger:
- Det er ikke set i nyere tid, at en arbejdsgiver bortviser en forbundsformand under LO for at udføre faglige aktiviteter. Derfor vil jeg følge sagen meget nøje, og det er min klare forventning, at sagen bliver løst til det bedste, når Spillerforeningen og Divisionsforeningen mødes til mæglingsmøde.
- Selve grundlaget for den danske model er, at man har ret til at organisere sig. Derfor er det naturligvis helt uacceptabelt, at Spillerforeningens formand bortvises på den konto. Bortvisninger af den type er jo noget, som forekom på arbejdsmarkedet for 100 år siden, da der slet ikke var ordnede forhold..
For yderligere oplysninger:
kommunikationschef Louise Høst, tlf. 2722 0955
28. november 2008