18. marts 2009
Aftenmødet med LO-sektionen bød på debat om den politiske og faglige situation for øjeblikket. LO-sektion Sydvest er solidariske mennesker, der vægter en socialdemokratisk ledet regering højt, et godt kommunalvalg og samtidig ønsker en øget organisering af medlemmer. Det er en LO-sektion med stor fokus på den kommende kommunalisering af jobcentret, de mange fyringer på arbejdspladserne og arbejdsfordelinger.
Jobcenter Tønder samarbejder med fagbevægelsen
Dagens første besøg i Tønder var med repræsentanter fra jobcenterledelsen, som fortalte om en arbejdsmarkedssituation, hvor fyringer og arbejdsfordelinger fylder utroligt meget. I 2008 var der 256 personer på arbejdsfordeling. I 2009 er tallet 156 alene de første to måneder. Tønder har langt de fleste arbejdsfordelinger i det sønderjyske område. 223 unge ikke-forsikrede banker også på Jobcentrets dør, og så er der sygedagpengemodtagerne, der møder en barsk verden, for det er svært at skaffe arbejdsprøvninger, når virksomhederne fyrer og arbejdsfordeler i stor stil.
Mange ufaglærte må også imødese svære tider, når de melder sig ledige og opdager, at deres job er flyttet til Kina.
Arbejdsfordelinger indebærer en stor belastning for både jobcenter og a-kasser, konstaterede jobcenterrepræsentanterne. De har i øvrigt et flot samarbejde med de faglige a-kasser igennem et lokalt a-kasseudvalg med fire årlige møder samt to stormøder.
Connie Andersen, næstformand i FOA Sønderjylland, er formand for det lokale LBR. Jobcenter Tønder spiller på hele registret, når det drejer sig om at finde job til ledige:
Jobmesser, samarbejde med andre kommuner, informationsmøder, oprettelse af kompetencecenter med VEU, psykiater og sygeplejerske, der indvies 1. maj.
Kommunen har bevilget 16 mio. kr. til kompetencecentret. Yderligere holder jobcentret åben vejledning hver fredag på uddannelsesinstitutionerne. Et andet projekt er fastholdelse af unge i folkeskolen, hvor andre unge hjælper skoletrætte elever.
Lizette Risgaard var glad for det gode samarbejde med de lokale a-kasser:
– Hvis den danske model skal bevares, skal der ikke pilles mere ved a-kasserne. I LO er vi tilhængere af et arbejdsmarked, hvor alle forsikrer sig. Derfor er det så vigtigt, at vi får gang i uddannelse og opkvalificering. Jeg håber meget, at kommunaliseringen af jobcentrene betyder lige behandling af alle grupper.
Vi mangler opsøgende arbejde
Lizette Risgaard og Børge Rossen besøgte Metal-afdelingen, hvor formanden, Leif Christensen og formanden for 3F, Lars Pedersen gav LO-næstformanden et overblik over problemstillingerne for den lokale fagbevægelse.
Begge mener, at det er svært at få tid til det opsøgende arbejde og organisering. Også selv om det er så vigtigt. Når det sker, så er resultaterne der også. Der er ingen fællesorganisering, men man henviser loyalt til de respektive fagforeninger, når Metal eller 3F er ude på arbejdspladserne. I fagbevægelsen i Tønder har der været talt om fælleshus. Det er desværre ikke blevet til noget endnu.
I Metal kan man godt se sig selv i et større fællesskab. –Vores afdeling ser nok ikke sådan ud om fem år, siger formanden Leif Christensen.
Lars Pedersen fra 3F fortæller, at afdelingen i Tønder samarbejder med fem fagforeninger. Netop samarbejde er nøgleorden frem for sammenlægning.
Begge mener, at nærheden til medlemmerne er det vigtigste.
Manglende lyst til at blive tillidsrepræsentant er også et problem, siger de to formænd. – Og så mangler vi lige 40 km motorvej, så vores infrastruktur kan blive opdateret, og vi kan få en sammenhæng med det øvrige motorvejsnet.
Både Metal og 3F har medlemmer, der stiller op til kommunalvalget, og de ønsker sig også en ny regering.
Lizette Risgaard fandt det fint med det gode samarbejde og især, at fagforeningerne prioriterer nærhed og synlighed for medlemmerne.
Hydro har det hårdt
Hydro Aluminium A/S i Tønder har det hårdt. Som leverandører af væskeførende rørsystemer til bilindustrien (70 pct. af de tyske biler kører med rørsystemer fra Hydro), er virksomheden hårdt ramt af ordrenedgang. Bilfabrikkerne sælger ingen biler, og det kan mærkes tydeligt i Tønder, hvor der er arbejdsfordeling.
– Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med fagforeningerne i denne situation, siger økonomichef Tommy Seeberg, Hydro Aluminium A/S.
– Heldigvis ser det ud til, at det lysner lidt på markedet. Indtil nu har vi kunnet undgå fyringer og fastholde verdens bedste medarbejdere på grund af arbejdsfordelingen.
– Krisen kom meget overraskende, og hurtigt, siger økonomichefen: I 2008 slog vi alle rekorder, og så lige pludselig var der stille.
Virksomheden har ikke ligget på den lade side, hvad uddannelse angår. I forbindelse med arbejdsfordelingen har der været 60 medarbejdere på kurser i edb, kommunikation og sikkerhed. Uddannelse fylder mere og mere på virksomheden. Der er også læse-stavekurser for tyske medarbejdere, der må acceptere, at det daglige sprog er dansk.
– Vi ser samarbejdet med LO-fagforeningerne som noget meget positivt, sagde økonomichefen, og vi har fået stor imødekommenhed og samarbejdsvilje i denne situation.
LO-næstformand Lizette Risgaard udtrykte tilfredshed med, at ledelse og medarbejdere har fundet en god balance på en virksomhed, der i øvrigt virker meget ren, velordnet og med en god personalepolitik.
Energimæssigt forsøger virksomheden at bidrage til mindre CO2. Det sker gennem reduktioner ved procesoptimering og en miljøhandlingsplan. Det foregår løbende og med hjælp fra medarbejderne.
Derimod er vi bekymrede over øgede CO2-afgifter fra regeringen. Vi er pålagt voldsomme energiafgifter sammenlignet med vore udenlandske konkurrenter. Det betyder ulige konkurrence, sagde ledelsen.
Brdr. Hartmann A/S er 100 pct. genbrug
Hos Brdr. Hartmann A/S i Tønder produceres der så mange æggebakker af genbrugspapir, at der kører 7.500 lastvognstog ud fra virksomheden om året, eller tre i timen. 90 pct. af produktionen går til eksport, kunne produktionschef Martin Poulsen fortælle.
– Der indsamles 595.000 ton papir i Danmark om året. Heraf bruger vi de 35.000 ton til æggebakker.
Som genbrugsvirksomhed er vi miljørigtige i os selv, men vi satser voldsomt på at nedbringe vores energiforbrug gennem procesoptimering og nedbringelse af vandforbrug. Blandt andet har vi eget kraftvarmeværk, hvor vi selv aftager el og yderligere leder overskuds el og varme ud til det offentlige net. Vi leverer el og varme til 2.000 husstande.
Produktionschefen er glad for sine loyale medarbejdere. – Vi har fire årlige medarbejdermøder, hvor ledelsen giver en orientering om den aktuelle situation for virksomheden. Vi sætter fokus på energi, spild og automation. Vi taler med medarbejderne om automatisering i god tid, så alle vænner sig til tanken om færre medarbejdere gennem naturlig afgang.
Lizette Risgaard mente, at det er fint med en snak om reduktioner i god tid. Så er der også tid til at sætte fokus på medarbejdernes uddannelse og opkvalificering.
På Hartmann A/S arbejdes i 5-holdsdrift. Sygefraværet er meget lavt set i forhold til 5-holdsdriften. Der er respekt om tillidsrepræsentanterne, og det kunne Lizette li’ at høre. På virksomheden er man meget positive over for uddannelse og med fastansat jobkonsulent.
Eksperter i designlamper og renoveringsopgaver
Okholm Lightning er en moderne belysningsvirksomhed, der hæger om det gamle håndværk. Her møder vi gørtlere, der producerer unikke arkitekttegnede lamper. Det er også Okholm Lightning, som har lavet lamperne til LO-skolen.
Det var en flot modtagelse fra direktionen, der var stolte og beærede over Lizette Risgaards og Børge Rossens besøg.
Her er faglighed til fingerspidserne, når der skal produceres nyt og renoveres gamle lamper og andre ting til Den sorte diamant, Det kgl. Teater, Kronborg Slot og mange andre.
Virksomheden deler produktionslokaler med en moderne maskinfabrik, også ejet af Okholm. Her er man sammen om kantine og administration.
Den økonomiske krise mærkes også i virksomheden. Ordrebogen er ikke så tyk, som den har været. Især virksomhedens seriemaskiner mangler arbejde. Da virksomheden er den eneste af sin art i Danmark, mener ledelsen, at ordrerne nok skal komme igen.
Energimæssigt fokuserer virksomheden også på sine produkter. Blandt andet er diodelys ved at vinde frem. Her er en betragtelig besparelse i forhold til traditionel belysning. Det gælder nye produkter og gamle, der skal renoveres.
Virksomheden satser kun på faglært arbejdskraft. Det gamle håndværk skal bevares, men der købes i stigende grad færdigkomponenter for at bevare konkurrenceevnen.
Ledelsen konstaterer, at der ikke er tillidsrepræsentant, men naturligvis en sikkerhedsrepræsentant. Der er tale om fleksible medarbejdere med lang anciennitet, og der er fire lærlinge ud af 30 medarbejdere, og det fandt Lizette Risgaard var flot.
Okholm Lightning har en lille eksport til Tyskland, ellers er det hjemmemarkedet og et samarbejde med et norsk firma, der bærer virksomheden.
Så var besøget slut og konklusionen er et område med en aktiv fagbevægelsen, der arbejder hårdt med at tackle den nuværende krise, men også har kræfter til at varetage fremtidens udfordringer, organisatorisk, fagligt og politisk.
18. marts 2009