24. juli 2009
Det er langt farligere at gå på arbejde for unge, end det er for alle andre aldersgrupper. Det viser beregninger fra LO. Tallene understøttes af erfaringer fra årets Jobpatrulje, som netop har gjort midtvejsstatus. Her er konklusionen klar: Hver fjerde unge udfører arbejde, hvor arbejdsmiljøreglerne overtrædes.
Unges debut på arbejdsmarkedet er ofte præget af farlige arbejdsopgaver, skader og alt for lange vagter. De unge hjælpes ikke på vej af arbejdspladsen. Tvært imod sættes de unge til at udføre opgaver, der bryder med reglerne. Resultatet er, at unge under 25 år har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejde end alle andre aldersgrupper. Det viser beregninger fra LO baseret på tal fra Danmarks Statistik og Arbejdstilsynet.
En midtvejsstatus fra årets Jobpatrulje viser samme klare billede af, at de unge lades i stikken på jobbet. – 40 pct. af de unge bliver ikke sat ind i, hvordan de undgår arbejdsskader. Den manglende introduktion forstærker risikoen for, at de unge kommer galt af sted. Og den risiko er i forvejen dobbelt så høj for denne gruppe. Det er meget alvorligt, siger LO’s ungdomskonsulent Matias Bredde.
Jobpatruljens statistik viser samtidig, at hver 10. af de unge har oplevet at komme til skade på jobbet. Men skaderne anmeldes ikke – 90 procent af skaderne holdes skjult og kommer aldrig videre til Arbejdstilsynet, sådan som reglerne kræver det.
- Vi ser stadig alt for mange sager, hvor helt unge bliver sat på alt for lange vagter, hvor de skal løfte for tunge genstande eller arbejde med farlige kemikalier som for eksempel opløsningsmidler, siger Matias Bredde.
LO’s Jobpatrulje har gennemført tre ud af sommerens seks uger. Målet i år er at gennemføre 3.000 interviews med unge fritidsjobbere i løbet af sommeren. Sidste år nåede Jobpatruljens unge frivillige at interviewe godt 1.800 unge.
Hvis forholdene ikke er i orden, bringes sagerne videre til den lokale fagforening, Arbejdstilsynet eller i værste fald politiet. Foreløbig har Jobpatruljen samlet 53 sager, der skal sendes videre til Arbejdstilsynet. Det svarer til hver fjerde af alle interviews. Sagerne drejer sig primært om tunge løft, arbejde med farlige maskiner og for lange arbejdsdage.
24. juli 2009