07. oktober 2009
LO er skeptisk over for Arbejdsmarkedsstyrelsens evaluering af det såkaldte ”Hurtig i gang 2” projekt.
Projektet, der blev gennemført fra februar 2008 til januar 2009, testede hvilke tiltag, der bedst fik de arbejdsløse tilbage i arbejde i fire forskellige regioner af landet.
– Det er problematisk, at Arbejdsmarkedsstyrelsen helt unuanceret konkluderer, at tidlig kontakt og jobsøgningskurser er det bedste redskab til at få de arbejdsløse i job i den nuværende situation. Tallene er jo indsamlet i en periode, hvor arbejdsløsheden slet ikke var begyndt at stige i det omfang, vi kender i dag, og hvor det derfor var meget nemmere for arbejdsløse at komme videre på arbejdsmarkedet, siger LO’s næstformand, Lizette Risgaard.
– Sandheden er, at vi står over for en kæmpe udfordring med at få opkvalificeret de arbejdsløse og her er ”Hurtigt i gang” slet ikke nok. Det er vigtigt, at de arbejdsløse kontaktes tidligt. Ingen tvivl om det. Men der er brug for en langt mere individuel indsats, hvor de arbejdsløse får opkvalificeret deres kompetencer, der hvor de har brug for det, og at de bliver opkvalificeret til brancher, hvor der er brug for arbejdskraft eller hvor der bliver brug for arbejdskraft, når krisen vender.
– Det er på tide, at den nye beskæftigelsesminister gør op med sin forgængers mantra om, at de arbejdsløse skulle ”vendes i døren”. Der er jo ikke job til de arbejdsløse, ligesom det virker helt barokt, at arbejdsløse skal deltage i jobsøgningskurser til job, der ikke længere findes.
– Jeg er helt enig i, at de arbejdsløse skal hurtigt i gang, inden de havner i permanent arbejdsløshed. Men hvis indsatsen skal være holdbar, handler det om at komme hurtigt i gang med det rigtige og det giver forsøget desværre ikke mange bud på, siger Lizette Risgaard.
Se også AMS’s hjemmeside
Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214
07. oktober 2009