X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

LO enig med vismændene i behovet for offentlige investeringer

22. oktober 2009

Offentlige investeringer er helt afgørende for at forhindre, at den lurende langtidsarbejdsløshed bider sig fast, siger LO’s formand Harald Børsting på baggrund af den netop offentliggjorte vismandsrapport.

– Jeg er helt enig med Vismændene i, at der er et massivt behov for yderligere offentlige investeringer for at skabe flere arbejdspladser. Offentlige investeringer er helt afgørende for at forhindre, at den lurende langtidsarbejdsløshed bider sig fast, siger LO’s formand Harald Børsting på baggrund af den netop offentliggjorte vismandsrapport.

– Investeringer i fx veje, kloakker og renovering af skoler, daginstitutioner og plejehjem er den mest effektive måde at skabe arbejdspladser på. Meget bedre end regeringens populistiske skattelettelser.

– Derudover har jeg noteret mig, at der er udsigt til markante produktivitetsstigninger de næste år. Derfor skal der også være plads til at sikre reallønnen ved de kommende overenskomstforhandlinger.

LO tager afstand fra Vismændenes forslag om at forkorte dagpengeperioden – også selv om Vismændene i deres forslag har indbygget mulighed for forlængelse i perioder med høj arbejdsløshed.

– En kortere dagpengeperiode betyder, at flere mister retten til dagpenge og i stedet overgår til kontanthjælpssystemet. Men kontanthjælpssystemet er efterhånden blevet så stramt, at mange risikerer at ende helt uden forsørgelse. Det vil føre til flere fattige – ikke højere beskæftigelse.

I rapporten efterlyser Vismændene ekstra tiltag, der kan opfylde målsætningen om, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse i 2015.

– Det er rigtigt, at det bliver meget vanskeligt at nå målet om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Der mangler stadig masser af praktikpladser og frafaldet fra blandt andet erhvervsskolerne er alt for højt. Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen sætter ekstra ressourcer af til at få de unge gennem uddannelsessystemet, siger Harald Børsting.

Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.

22. oktober 2009
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812