25. november 2009
Jeg er glad for, at medlemmerne af LO-forbundenes a-kasser udtrykker høj tilfredshed med deres a-kasse, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard i en kommentar til en ny undersøgelse.
– Jeg er glad for, at medlemmerne af LO-forbundenes a-kasser udtrykker høj tilfredshed med deres a-kasse og at LO’s a-kasser i det hele taget ligger i den gode ende, når det gælder tilfredshed, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard på baggrund af en ny undersøgelse af medlemstilfredsheden i landets i alt 29 a-kasser.
LO’s a-kasser ligger også højt, når det gælder spørgsmål om a-kassens ydelser og betjening.
Medlemmerne er desuden blevet bedt om at svare på: ”Min a-kasse kender mit fag og mit arbejdsområde”, og her ligger LO-medlemmerne også godt.
– Jeg tror, at en af forklaringerne på, at medlemmerne af LO’s a-kasser er tilfredse, er, at de er medlem af en fagligt forankret a-kasse, der jo indiskutabelt har bedre kendskab til job- og efteruddannelsesmulighederne inden for deres branche, siger Lizette Risgaard.
– Desuden scorer LO’s a-kasser højt, når det gælder a-kassens hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det kan de kun gøre, fordi de kender det arbejdsmarked lige netop deres medlemmer tilhører, siger Lizette Risgaard.
Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.
25. november 2009