08. januar 2010
Der er blevet skabt et forpligtende samarbejde mellem de erhvervspolitiske aktører i regionerne.
Det viser LO’s evaluering af de seks regionale vækstfora, der siden 2006 har været omdrejningspunktet for den regionale erhvervsindsats, og som hver består af 20 repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, det lokale erhvervsliv, kommuner og videninstitutioner. LO har som repræsentant for lønmodtagerne en plads i hvert af de seks vækstfora.
Nogle af de gode projekt-eksempler er KOMPETENCEmidt i Region Midtjylland og KLAR-projektet i Region Sjælland, der begge forsøger at afklare og tilpasse lønmodtagernes kompetenceniveau til den efterspørgsel på arbejdskraft, som de lokale virksomheder har.
Begge projekter samler virksomheder og uddannelsesinstitutioner, og perspektivet er dermed, at beskæftigelse og uddannelse kobles direkte til erhvervspolitikken.
Ved at samle alle de relevante aktører i et vækstforum sikres fælles fodslag på tværs af særinteresser og politiske prioriteringer, og dermed udvikles regionens erhvervsliv i et forpligtende og strategisk samarbejde.
De regionale vækstfora er efter LO’s vurdering med til at sikre arbejdspladser samt at give medarbejderne optimale rammer for at udvikle sig. Desuden styrker de virksomhedernes konkurrenceevne.
Mange små og mellemstore virksomheder i de danske regioner har ikke adgang til store forsknings- og udviklingsafdelinger eller et særligt innovationsuddannet personale, men til gengæld kan de trække på de kompetencer, kreativitet og ideer, som deres medarbejdere har – medarbejderdreven innovation er nøgleordet.
Derfor foreslår LO, at der sættes mere fokus på viden og innovation i de seks vækstfora, fordi det er vigtigt, at medarbejderne inddrages mere aktivt i innovationsarbejdet. 
I første halvdel af 2010 udpeges repræsentanter til de seks regionale vækstfora, der har ansvaret for den regionale erhvervsudviklingsstrategi.
Læs hele evalueringen
08. januar 2010