02. december 2010
Arbejdsløsheden stiger fortsat. Det viser, at opsvinget endnu er skrøbeligt og bør understøttes af offentlige investeringer.
Arbejdsløsheden er endnu engang steget. I den seneste arbejdsløshedsopgørelse fra Danmarks Statistik steg bruttoarbejdsløsheden fra september til oktober med 1.200 personer. Det viser, at det økonomiske opsving endnu ikke er solidt funderet. Derfor er LO imod de stramninger i finanspolitikken, som regeringen gennemfører. I stedet er der brug for fortsatte investeringer, der kan underbygge det spæde – men skrøbelige – opsving.
– Regeringens stramme politik er en fejl. I stedet bør vi gøre to ting. For det første skal vi foretage offentlige investeringer, så der skabes arbejdspladser. Dernæst er det vigtigt, at vi sørger for at opkvalificere de mange arbejdsløse, hvis job er forsvundet. De skal efteruddannes og hjælpes over i andre brancher og fag, så de kan være klar, når arbejdsløsheden vender, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
For yderligere oplysninger:
Journalist Mikkel Noel Lanzky, tlf.: 3524 6101 / mnl@lo.dk
02. december 2010