X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Brug for job og vækst i EU

16. februar 2011

LO fremlægger her en række forslag til øget vækst og beskæftigelse i EU. Forslagene er ment som et inspirationskatalog til regeringens deltagelse i EU's formandskab fra næste sommer.

LO opfordrer kraftigt regeringen til at sætte vækst og beskæftigelse højt på den europæiske dagsorden, når regeringen fra 1. juli i år skal være med til at lede EU’s trioformandskab bestående af Polen, Danmark og Cypern.

Danmark får nu en enestående chance for at påvirke EU i den rigtige retning. EU’s evindelige krav om nedskæringer på de offentlige budgetter er forfejlet. Vi ser massefyringer i alle europæiske lande i stedet for investeringer i vores fælles fremtid, siger international sekretær i LO Marie-Louise Knuppert.

Kommentaren kommer i forbindelse med offentliggørelsen af LO’s nye udspil ”Sæt gang i vækst og beskæftigelse igen”, der er et inspirations-katalog til regeringen i dens deltagelse i EU-formandskabet fra 1. juli i år til 31. december 2012.

For mange unge uden job
Et helt afgørende problem for Europa er den store ungdomsarbejdsløshed. Erfaringerne viser, at hvis man ikke som ung får fodfæste på arbejdsmarkedet er risikoen for, at man aldrig får et reelt job store. I en situation med faldende ungdomsårgange skal Europas overlevelse sikres af en veluddannet arbejdskraft. 

 Adskillige analyser viser, at hvis landene står sammen om at føre en koordineret økonomisk politik, hvor der fx. sættes gang i offentlige investeringer, er der gode muligheder for at bekæmpe arbejdsløsheden. Det er langt mere effektivt, end hvis de enkelte lande arbejder i hver sin retning.

LO foreslår bl.a.:

  • At det sikres, at landenes rapportering om den økonomiske fremtid også omhandler beskæftigelsesfremmende initiativer - med særlig fokus på ungdomsarbejdsløsheden.
  • At der indføres en tilsynsmyndighed til at håndhæve de arbejdsretlige direktiver og modvirke social dumping.
  • At fokus fastholdes på et sundt og sikkert arbejdsmiljø i EU. Herunder at der findes en løsning omkring arbejdstidsdirektivet, så medlemslandene ikke – som det er muligt i dag  kan fravige reglerne om en højeste ugentlig arbejdstid.         

Læs LO’s udspil ”Sæt gang i vækst og beskæftigelse i Europa igen” her

Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.

 

16. februar 2011
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812