X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Vismændenes anbefalinger løser ikke problemerne

31. maj 2011

LO er på lange stræk enig med Vismændene i deres nyeste rapport om dansk økonomi. Dog er vismændene for optimistiske, især når det gælder forventninger til vækst i investeringerne.

– Jeg deler helt overordnet set Vismændenes vurdering af, at dansk økonomi og udviklingen på arbejdsmarkedet befinder sig i krybesporet, siger LO’s formand Harald Børsting i en kommentar til Det Økonomiske Råds nyeste Vismandsrapport.

– Men jeg mener, der er udsigt til en længere og dybere lavkonjunktur, end formandskabets prognose lægger op til. Vismændene er for optimistiske i deres skøn. Fx er det vanskeligt at se, hvor den betydelige investeringsvækst, som formandskabet forventer, skal komme fra.

– Det seneste nationalregnskab fra 1. kvartal af i år viser, at det stadig går trægt i dansk økonomi. Endnu en gang har vi set fald i beskæftigelse og BNP.

Uenig om finanspolitikken
I modsætning til formandskabet anbefaler LO derfor en lempelse af finanspolitikken, både i år og næste år.

– Det er helt afgørende, hvis dansk økonomi skal ud af dødvandet og der for alvor skal komme gang i vækst og jobskabelse.

Regeringens planlagte fremrykning af offentlige investeringer i 2009 har ikke haft den ønskede effekt. Formandskabet viser selv i sin rapport, at regeringen langt fra har realiseret de investeringer, den havde planlagt.

– Det er simpelthen ikke godt nok. Vi har stadig flere end 157.000 arbejdsløse. Der er i den grad brug for at fremrykke offentlige investeringer for at sætte gang i væksten og hermed skabe de nødvendige arbejdspladser.

Uenig i formandskabets reformiver
Formandskabet roser regeringen, DF og de radikales efterlønsaftale, der stort set afskaffer efterlønnen og som vil berøre 470.000 danskeres pensionsforhold i de næste årtier.

– Jeg kan ikke deltage i formandskabets glæde og reformiver, da jeg jo ved, hvem der taber på reformen. Det er vores medlemmer – faglærte og ufaglærte, der i høj grad slides ned og som går tidligt på efterløn – også selv om mange faktisk ville vinde økonomisk ved at vente et par år, siger Harald Børsting.

Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.

 

31. maj 2011
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812