X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Overvældende flertal for sociale klausuler til at sikre flere praktikpladser

09. september 2011

En ny Gallup-undersøgelse viser, at 69 pct. af danskere mener, at det er en meget god ide eller god ide at indføre sociale klausuler, der forpligter alle virksomheder, som udfører arbejde for det offentlige, til at oprette praktikpladser. Den udmelding glæder LO.

Regeringen vil kun indføre sociale klausuler ved store offentlige byggerier, mens S-SF har foreslået et krav ved alle offentlige udbud.

I går offentliggjorde Undervisningsministeriet, at 8.881 unge mangler en praktikplads for at kunne gøre deres uddannelse færdig.

– Det er derfor positivt, at et så klart flertal af befolkningen er enig med LO i, at der bør stilles udvidet krav til de offentlige myndigheder. Det vil nemlig give os mulighed for endelig at gøre noget for de 9.000 frustrerede unge, understreger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Antallet af unge, der mangler en praktikplads, har været kraftigt stigende det seneste år. Alene de sidste to år er antallet steget med 45 pct. Foreløbig har regeringen ikke taget tiltag, der har vendt denne bekymrende udvikling.

– Den offentlige sektor er Danmarks største indkøber, så det kan virkelig rykke noget, hvis det offentlige går forrest i at pålægge de virksomheder, man samarbejde med, et særligt ansvar. Vi har længe uden resultat opfordret regeringen til, at den offentlige sektor knytter krav om praktikpladser til alle de investeringer, man sætter i gang. Det er ikke nok at stille krav om sociale klausuler ved enkelte større anlægsprojekter, fastslår Ejner K. Holst.

Regeringen bør gå forrest
I den samme Gallup-undersøgelse svarer næsten 40 pct., at de netop mener, at det er regeringen, som har hovedansvaret for den stigende mangel på praktikpladser i den nuværende regeringsperiode.

– Vi har gentagne gange opfordret regeringen til at tage ansvar for dette problem, der nu for alvor har bidt sig fast. Men regeringen har siddet på hænderne de sidste par år. Jeg er først og fremmest bekymret for de mere end 9.000 unge, som står uden en praktikplads, og når vi samtidig ved, at virksomhederne kommer til at mangle op mod 100.000 faguddannede medarbejdere i løbet af de næste 5-10 år, er regeringens negligering af problemet næsten ikke til at bære. Tiden er inde til at handle nu, kræver Ejner K. Holst.

For yderligere oplysninger kontakt
Rune Siglev, tlf. 3524 6067

Information:
Antal af elever, der mangler praktikplads:

Juli 2011: 8.881
Juli 2010: 8.385
Juli 2009: 6.086

Undersøgelsen er lavet af TNS Gallup for LO den 6. september 2011 blandt 1.091 repræsentativt udvalgte vælgere:

Sp 1:
"Omkring 10.000 unge på erhvervsuddannelserne mangler en praktikplads. Der har i offentligheden været foreslået at indføre såkaldte ”sociale klausuler”, der forpligter alle virksomheder, der udfører arbejde for det offentlige, til at oprette praktikpladser.
Mener du, det vil være en god eller dårlig idé?"
Tallene fordeler sig således:

 Meget god idé     23%
 God idé    46%
 Hverken/eller    15%
 Dårlig idé    11%
 Meget dårlig idé      2%
 Ved ikke      4%

Sp. 2
"Hvem har efter din mening hovedansvaret for, at 10.000 unge mangler en praktikplads?”

 De unge selv – de må gøre mere for at finde en praktikplads         7%
 Regeringen – de må gøre mere for, at virksomheder
og det offentlige opretter praktikpladser
    39%
 Virksomhederne – de må oprette flere praktikpladser     29%
 Det offentlige – de må oprette flere praktikpladser       4%
 Andet notér       9%
 Ved ikke     12%

09. september 2011
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812