16. november 2011
Der er stor forskel på organisationsgraden blandt LO’s medlemsgrupper. Groft sagt er ansatte i industrien og inden for bygge- og anlæg væsentligt oftere organiseret i en fagforening under LO end lønmodtagere ansat i fx restaurationsbranchen eller rengøringsbranchen.
Det fremgår af den nye rapport ”Hvem organiserer sig – forklaringer på medlemskab af fagforeninger og a-kasser, udarbejdet af FAOS for LO. Formålet med rapporten er at finde frem til, hvilke faktorer, der spiller ind for folks medlemskab af en fagforening. Desuden ses der på, hvad der gør, at mange vælger ”de gule”.
Kvinder organiserer sig mest
– Rapporten skal danne et solidt grundlag, som forbundene kan bruge målrettet i deres organiseringsindsats. Hvilke målgrupper skal prioriteres og hvor haster det mest med en forstærket indsats, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Udover at rapporten viser, at der er stor forskel på faggruppers organiseringsgrad, viser den samtidig, at der er højere sandsynlighed for at kvinder, folk med mellemindkomst, og folk med en uddannelse ud over folkeskolen, melder sig ind i en fagforening.
Omvendt vælger fx mange unge og mange lavtuddannede at melde sig ind hos de gule forretninger, der er billigere, men som ikke er fagforeninger og typisk heller ikke indgår overenskomster.
Vi skal have fat i de unge
– Rapporten viser med al tydelighed, at der ligger meget store udfordringer foran os. Vi skal have langt bedre fat i de unge og vi skal være endnu mere prisbevidste i alt, hvad vi foretager os. Vi må blot ikke bilde nogen ind, at vi kan konkurrere med de gules lave priser. Vi indgår overenskomster og kæmper politisk for vores medlemmer – og det koster penge. De gule forretninger indgår ikke overenskomster, men lukrerer på LO-fagbevægelsen og vores fællesskab, Siger Lizette Risgaard.
Læs rapporten her
Kontakt:
Pressekonsulent Anette Bindslev, 2338 4214.
16. november 2011