Landets ni arbejdsmedicinske klinikker bør fremover i højere grad end det sker i dag rådgive virksomheder om bedre arbejdsmiljø, mener LO. Både når det gælder forebyggelse, sundhedsfremme og i et vist omfang fastholdelse af medarbejdere.
I dag har klinikkerne primært til opgave at undersøge om patienter er blevet syge af deres arbejde ligesom klinikkerne forsker i arbejdsmiljø og forebyggelse.
”Men da klinikkerne er unikke ved deres tætte kontakt til både sundheds-og arbejdsmiljøsystemet og mange virksomheder er det logisk, at de samtidig deler deres viden om forebyggelse sundhedsfremme og fastholdelse med virksomhederne og påtager sig en rådgivningsopgave , så antallet af skader, nedslidning og stresssygemeldinger begrænses”, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Udtalelsen kommer op til LO’s konference om de arbejdsmedicinske klinikkers status og udfordringer torsdag d. 15. december 2011 kl. 10.00-13.00. Konferencen finder sted i LO-Huset på Islands Brygge, København.
Flere penge til klinikkerne
LO har i anledningen af konference foretaget en rundringning til samtlige klinikker. Det er tilfredsstillende, at alle regioner i dag stadig har klinikker, men rundringningen viser, at et stort flertal af dem udsættes for betydelige økonomiske besparelser samtidig med, at de skal effektivisere. I år har klinikkerne et driftsbudget på 72 millioner kroner, mens LO vurderer at klinikkerne i 2013 kun vil råde over 68 mio. kr. 2011.
”Men den udvikling er uholdbar. Det er nødvendigt, at der årligt afsættes flere midler til både driften af klinikkerne og til udvikling, så endnu flere kan få glæde af den meget store ekspertise, der findes i klinikkerne”, siger Lizette Risgaard.
LO foreslår samtidig, at de arbejdsmedicinske klinikker fremover får adgang til at søge om midler i Forebyggelsesfonden. Hermed vil forebyggelsesinitiativer og klinikkerne få støre mulighed for at nå ud til de små og mellemstore virksomheder.
Forebyggelsesfonden blev etableret som en del af Velfærdsaftalen fra 2006. Formålet med fonden var at mindske nedslidning, nu hvor pensionsalderen og efterlønnen bliver udskudt.
Kontakt: Pressekonsulent, Anette Bindslev, 23 38 42 14.
15. december 2011