31. maj 2012
Dansk økonomi voksede i starten af året. Danskerne bruger flere penge og der investeres lidt mere. Beskæftigelsen stiger dog ikke endnu.
Dansk økonomi voksede i starten af 2012, viser netop offentliggjorte tal for nationalregnskabet. Således steg bruttonationalproduktet (BNP) med 0,3 pct. fra 4. kvartal 2011 til 1. kvartal 2012.
Væksten er trukket af både privatforbruget og investeringerne, og samtidig er det offentlige forbrug også steget. Den indenlandske efterspørgsel steg således med 1,2 pct. i 1. kvartal. I modsat retning trækker udenrigshandlen, idet importen er steget noget kraftigere end eksporten.
Fald i beskæftigelsen
Tallene viser imidlertid også, at beskæftigelsen faldt med 9.000 personer i 1. kvartal, når personer på orlov fraregnes. Faldet mærkes både i den offentlige og den private sektor.
– Dagens tal afspejler, at dansk økonomi er i bedring, hvilket er glædeligt og i tråd med vores forventninger, selv om fremgangen endnu ikke er stærk nok til at smitte af på beskæftigelsen, siger LO-økonom, Mette Hørdum Larsen.
Fornuftige politiske tiltag i Danmark har bidraget til at mindske usikkerheden om, hvor økonomien er på vej hen – og derigennem øget danskernes forbrugslyst.
Danskerne ventes at bruge flere penge
– En økonomisk politik, som fortsat understøtter vækst og derigennem bidrager til en stigende forbruger- og erhvervstillid, ventes fortsat at øge privatforbruget og erhvervsinvesteringerne fremadrettet.
– Dertil kommer en forventet afklaring af situationen i de sydeuropæiske økonomier i løbet af 2012, som også vil være til gavn for eksporten. Derved er der udsigt til et moderat opsving i dansk økonomi de kommende år og på den baggrund stigende beskæftigelse, siger Mette Hørdum Larsen.
31. maj 2012