27. juni 2012
Arbejdstilsynet har besluttet at genoptage vurderingen af 300 arbejdsulykker, fordi man har fundet fejl i sagsbehandlingen i en meget alvorlig sag.
– Det er en rigtig god ide at kigge sagerne nærmere igennem – der skal være orden i Arbejdstilsynets arbejde og ansvaret skal placeres, når loven overtrædes, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Der anmeldes årligt 40-50.000 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet, som i øvrigt hvert år besøger 50-60.000 arbejdspladser ved tilsyn mv.
– Set i det lys synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at kun 5-600 virksomheder årligt får bøder for overtrædelser af Arbejdsmiljøloven. Ud over at kigge på sagsbehandlingen skal det derfor også undersøges, om ikke de manglende straffe skyldes, at den borgerlige regering den 28. april 2006 indførte en kraftig lempelse af arbejdsgiveransvaret.
– Vi ved, at denne retstilstand har ført til, at Arbejdstilsynet i en række sager opgiver tiltale og bøder, fordi man ikke kan løfte den tunge bevisbyrde, som myndigheden har fået, siger Lizette Risgaard.
Mange sager opgives
Cirka 1400 sager i Arbejdstilsynet pr. år er genstand for en nærmere vurdering af, om de er egnet til strafretlig behandling. Men der indstilles kun tiltale og bøde i 600-650 tilfælde. 75-150 af sagerne opgives på grund af det lempede arbejdsgiveransvar. Dertil kommer de sager, som myndigheden rejser ved domstolene, men taber fordi retten ikke vurderer, at beviset er løftet.
I Den Nationale Arbejdsmiljøstrategi Frem Mod 2020 har et bredt politisk flertal besluttet, at der årligt skal gøres status for retstilstanden på arbejdsmiljøområdet i forhold til tiltaleindstillinger til politiet og afgjorte straffesager mv. Redegørelsen ventes første gang med udgangen af 2012.
Loven er uhensigtsmæssig
– Jeg ser frem til Arbejdstilsynets redegørelse om de 300 sager, men også til den årlige redegørelse om retstilstanden, som vi er blevet lovet. LO-fagbevægelsen har fra start gjort gældende, at den nye retstilstand ville føre til, at man i alt for mange sager ikke kan placere et ansvar, hvorfor virksomhederne slipper for straf.
– Der er behov for at få set forholdene efter i sømmene, og jeg så allerhelst, at Folketinget genindførte den meget fornuftige retstilstand, vi havde før 28. april 2006, slutter Lizette Risgaard
Se mere om retstilstanden på arbejdsmiljøområdet
Se Arbejdstilsynets pressemeddelelse
Se årsredegørelsen om Arbejdstilsynets reaktioner
Kontakt: Pressekonsulent, Anette Bindslev, 23 38 42 14.
27. juni 2012