X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

LO støtter europæisk patent

29. juni 2012

EU's aftale om at oprettet et europæisk patent betyder mindre bureaukrati for virksomhederne og bedre beskyttelse af deres opfindelser, siger LO's internationale sekretær Marie-Louise Knuppert.

LO er meget tilfreds med, at EU’s stats- og regeringschefer i dag har vedtaget et fælles europæisk patent. Patentet er en del af Pagten for Vækst og Beskæftigelse, som Det Europæiske Råd i dag er enedes om.

– Et europæisk patent vil være til gavn for danske lønmodtagere og medvirke til at skabe flere kvalitetsarbejdspladser i Danmark gennem en bedre beskyttelse af dansk udviklede produkter, siger LO’s internationale sekretær Marie-Louise Knuppert.

Bedre beskyttelse for den enkelte virksomhed
Hvis en virksomhed i dag skal have godkendt et patent i andre lande, skal hvert enkelt land godkende patentet. Med et europæisk patent kan godkendelsen ske på én gang og virke i alle EU-landene.

– Et fælles patent giver en langt bredere beskyttelse, da man har EU i ryggen, hvis ens rettigheder krænkes. Patentet gør det også administrativt lettere og billigere for danske virksomheder at få beskyttet deres opfindelser og know how.

Marie-Louise Knuppert kalder patentet for en klar vindersag for lønmodtagere, da det giver bedre muligheder for at udvikle danske arbejdspladser, der er baseret på viden og teknologi.

– Derfor håber jeg heller ikke, at processen bliver forhalet med en folkeafstemning om patentet, sådan som flere af Folketingets partier peger på, siger Marie-Louise Knuppert.

Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, 23 38 42 14.

 

29. juni 2012
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812