16. juni 2012
Hvad skal der til for, at få de unge vælger de tekniske gymnasier, handelsgymnasier og erhvervsuddannelserne på lige fod med de almene gymnasier?
Det diskuterede cirka 100 morgenfriske folkemødedeltagere med undervisningsminister Christine Antorini til LO’s møde i Folkets Hus i Allinge lørdag kl. 9.00.
Blandt debattørerne var bl.a. LO-sekretær Ejner K. Holst, undervisningsminister Christine Antorini, vicedirektør i DEA(Danmarks Erhvervsforsknings Akademi) Bjarne Lundager, og Niels Milling, Dansk Erhverv.
Bjarne Lundager pegede på, at det er nødvendigt at bruge de gode erfaringer fra de almene gymnasier og overføre dem på de andre uddannelsesinstitutioner.
”Det almene gymnasium er et utroligt attraktivt miljø. Fester, liv og glade dage. Man får tilbud om en dannelse – og det virker. Det giver identitet og muligheder. Derfor er det forstemmende, når folk i LO-kredse skælder ud på det almene gymnasium”, sagde han.
Ejner K. Holst mener på ingen måde, at LO skælder ud på de almene gymnasier.
”Det er noget vrøvl, at LO ikke kan li’ det almene gymnasium. Men hvordan gør vi de andre gymnasiale uddannelser mere interessante for de unge? Vi skal være bedre til at fortælle, at Hhx og Htx er rigtig gode til at erhvervsrette deres tilbud, så uddannelserne kan bruges bagefter”, sagde han.
Campus er svaret
Stort set alle i panelet var enige i, at en del af løsningen er at oprette store campus, hvor alle ungdomsuddannelserne er samlet. Hermed er der mulighed for at skabe et attraktivt uddannelsesmiljø også for erhvervsuddannelserne og de tekniske gymnasier, der i dag ofte lider under manglende studiemiljøer.
Ejner K. Holst foreslog, at undervisningsminister Christiane Antorini samler arbejdsmarkedets parter og skolerne i et partnerskab, som sammen fortæller de unge, hvad de kan tilbyde og hvordan beskæftigelsesmulighederne er bagefter.
Antorini tog godt imod ideen om mere samarbejde, men opfordrede til allerede nu bare at gå i gang.
Hun pegede i øvrigt på, at folkeskolen burde blive langt bedre til at vejlede de unge i at vælge uddannelse efter gymnasiet og at skolerne skal huske at fortælle om Hhx og Htx. Samtidig understregede hun behovet for, at undervisningen i både folkeskoler og gymnasier har større fokus på, hvordan teorierne kan føres ud i praksis - og på at de forskellige skoler i højere grad skal benytte hinandens værksteder, idrætsanlæg m.m.
Hun ville ikke give bud på, hvor mange, der bør vælge en anden retning end det almene gymnasium. Til gengæld understregede hun vigtigheden af overhovedet at tage en ungdomsuddannelse:
75 pct. af dem, der kun har taget en studentereksamen er i arbejde.
78 pct. af dem, der har taget en faglært uddannelse er i arbejde.
Men kun 57 pct. af dem der udelukkende har gået i grundskolen har et arbejde.
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, 23 38 42 14.
16. juni 2012