13. juni 2012
Arbejdsgiverne er under ILO- arbejdskonferencen i Geneve gået til frontalangreb på strejkeretten. Marie-Louise Knuppert opfordrer ikke mindst ILO Styrelsen til at beskytte de universelle rettigheder.
Under ILO’s arbejdskonference, som finder sted i Genève i disse dage, har arbejdsgiverne stillet spørgsmålstegn ved fortolkningen af en af ILO’s kernekonventioner, nemlig nr. 87 om strejkeretten. LO opfordrer alle regeringer til at værne om ILO og de universelle principper.
- ILO’s ekspertkomité havde udarbejdet en statusrapport om erfaringerne med implementeringen af ILO’s otte kernekonventioner, herunder konvention 87 om retten til at strejke. Her oplevede vi, at arbejdsgiverne ikke blot stillede spørgsmålstegn ved ekspertudvalgets fortolkning af konvention nr. 87, men også hele ILO’s supervisionssystem og i sidste ende blokerede arbejdsgiverne for, at vi kunne behandle 25 klagesager over de mest alvorlige krænkelser af faglige rettigheder, udtaler LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, som deltager i konferencen.
- Arbejdsgiverne krævede, at hele systemet skulle ændres og fortolkningen af konvention 87 om retten til at strejke kun kunne retfærdiggøres, hvis der var national aftale eller lovgivning.
- Vi blev alle gidsler i arbejdsgivernes frontalangreb på ILO. Det bliver nu op til ILO’s Styrelse at finde en løsning på problemet. Jeg vil derfor opfordre alle regeringer, og især dem der er medlem af Styrelsen, til at forsvare, beskytte og respektere ILO, dens integritet og vores universelle principper, slutter Marie-Louise Knuppert.
Link til ITUC’s reaktion (engelsk)
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 2338 4214.
13. juni 2012