27. august 2012
LO roser regeringens forslag til finanslov for at sætte særligt fokus på nye job samt uddannelse til unge.
Regeringens finanslovforslag indeholder en række vigtige initiativer til vækst og jobskabelse med særlig fokus på uddannelse og unge. Samtidig føres en sund finanspolitik, der holder sig inden for EU’s finanspolitiske rammer.
– Det er positivt at se, at der er fundet plads til videreførelse af en række midler på uddannelsesområdet, blandt andet rettet mod erhvervsuddannelser og praktikpladser. Jeg er også meget glad for de ekstra penge, der er afsat til øget kvalitet på erhvervsuddannelserne. Det afgørende er dog, at initiativerne sikrer en uddannelsesgaranti for elever på erhvervsuddannelserne. Det ser vi frem til at drøfte med regeringen den kommende tid, siger LO’s formand Harald Børsting.
– Det er godt, at regeringen har fokus på initiativer, der skal bidrage til at skabe vækst og holde hånden under beskæftigelsen, blandt andet i form af kickstarten. Det kan dog blive nødvendigt med yderligere tiltag end dem, der er nævnt i finanslovforslaget, hvis den ventede økonomiske bedring udebliver eller den økonomiske situation forværres. Ligeledes er det rigtigt i en tid med arbejdsløshed, at regeringen prioriterer et uddannelsesløft til de ledige, der kvalificerer dem til fremtidens job. Men det er nødvendigt med yderligere initiativer over for den udfaldstruede gruppe af langtidsarbejdsløse, og LO vil medvirke til konstruktive løsninger i løbet efteråret og bakke op om sådanne initiativer i finansloven, udtaler Harald Børsting.
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.
Læs mere på Finansministeriets hjemmeside
27. august 2012