X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Ungepakke et skridt på vejen

22. august 2012

Regeringens forslag til ungepakke med forbedringer af bl.a. jobrotation og ”fagpilotordningen” vækker glæde i LO. Men det er helt afgørende, at initiativet følges op af en uddannelsesgaranti for elever på erhvervsuddannelserne, siger Ejner K. Holst.

LO tager positivt imod regeringens ungepakke, der skal bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden og sikre de unge bedre mulighed for uddannelse. Det er dog nødvendigt, at initiativet følges op med en uddannelsesgaranti til de unge.

Ungepakken indeholder bl.a. en styrket ”fagpilotordning”, hvor virksomheder får tilskud til at ansætte nyuuddannede faglærte. Derudover forbedres mulighederne for at ansætte arbejdsløse i jobrotation, hvor arbejdsløse i en periode ”bytter plads” med en fastansat, der kommer på efteruddannelse. Desuden indeholder ungepakken en bedre voksenlærlingeordning for ledige.  

– Jeg er meget tilfreds med, at der nu er hjælp på vej til de alt for mange arbejdsløse unge. LO har selv efterlyst initiativer som fagpilot, jobrotation og en bedre voksenlærlingeordning, der vil medvirke til at få de unge ind på arbejdsmarkedet, siger Ejner K. Holst.

Husk uddannelsesgaranti
– Det er dog fortsat helt afgørende, at regeringen sørger for at sikre erhvervsskoleeleverne en uddannelsesgaranti, så de er sikre på at kunne færdiggøre deres uddannelse. I dag er frafaldet alt for stort, fordi for mange ikke kan finde en praktikplads, siger Ejner K. Holst.

Godt 10.000 unge står i dag i kø for at få en praktikplads. Samtidig er arbejdsløsheden blandt 16-29-årige LO’ere over 10 pct., hvilket er langt højere end landsgennemsnittet.

– De unge bliver desværre altid uforholdsmæssigt hårdt ramt, når arbejdsløsheden bider sig fast. Derfor skal vi udnytte alle muligheder for at få de unge i job eller uddannelse, siger Ejner K. Holst.

Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, 2338 4214.



22. august 2012
 
Landsorganisationen i Danmark  · Islands Brygge 32D · 2300 København · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812