05. oktober 2012
LO håber, at erhvervsministerens vækstteams skaber vækst og arbejdspladser.
Regeringen har som led i arbejdet med en ny vækst- og erhvervspolitik nedsat en række vækstteams på områder, hvor den skønner, at danske virksomheder har særlige styrker og potentialer. Disse vækstteams skal kigge på vækstvilkårene inden for de enkelte områder og komme med anbefalinger til initiativer, der kan styrke vækstvilkårene.
Vækstteamet for det Det Blå Danmark har som det første afleveret sine anbefalinger til erhvervs- og vækstministeren, og det møder både ris og ros fra LO.
– I LO ser vi mange perspektiver i at dyrke potentialerne inden for de maritime erhverv og kan se mange muligheder i at arbejde videre med en række af anbefalingerne. For eksempel er det helt centralt, at der arbejdes videre med de grønne vækstmuligheder for de maritime erhverv gennem produktive partnerskaber og øget internationalt samarbejde om eksempelvis innovativt skibsdesign, udtaler LO-sekretær Ejner K. Holst.
LO finder det dog dybt kritisabelt at, at man vil øge brugen af Dansk Internationalt Skibsregister-ordnings skattefrie ordninger. Vækstteamet anbefaler blandt andet, at yderligere maritime aktører, montører udsendt på skibe og vindmølleparkerne, får andel i Dansk Internationalt Skibsregister-ordning.
– Det er ikke nødvendigvis til gavn for beskæftigelsen i Danmark, som vi har hårdt brug for i disse tider. LO håber og forventer at erhvervs- og vækstministeren i det videre arbejde med anbefalingerne lægger vægt på at skabe vækst og job til gavn for de danske lønmodtagere, påpeger Ejner K. Holst.
Kontakt: Konsulent Pia Mulvad Reksten, tlf. 2727 7651.
05. oktober 2012