17. oktober 2012
Uge 43 er Den Europæiske Arbejdsmiljøuge og i den anledning vil flere tusinde erhvervsskoleelever, deres lærere og skoleledelser diskutere, hvordan de kan være med til at sikre et bedre arbejdsmiljø på landets arbejdspladser.
I år er temaet i Danmark forebyggelse gennem samarbejde.
– I Danmark har vi valgt de unge og nyansatte som målgruppe, da de har den højeste risiko for at komme ud for en arbejdsulykke, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Der anmeldes årligt op imod 50.000 arbejdsulykker, hvoraf hver tredje ulykke rammer en ung eller nyansat.
Arrangementer på en række erhvervsskoler
Arbejdsmiljøugen arrangeres i samarbejde med det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, Arbejdstilsynet, DA, FTF, Arbejdsmiljørådet og LO.
Organisationerne går sammen om arrangementer på følgende skoler:
22-10-12: Handelsskolen Skive.
23-10-12 Randers Social- og Sundhedsskole.
24-10-12 Svendborg Erhvervsskole samt Syddansk Erhvervsskole, Odense.
25-10-12 Selandia CEU-Center for erhvervsrettet uddannelse i Slagelse samt Ringsted erhvervsskole.
26-10-12 Teknisk Skole Roskilde samt Uddannelsescentret i Roskilde – Slagteriskolen.
Samtlige besøg byder på både konkurrencer, standup med Mads Brynnum og rapbattle med de populære freestyle-rappere Pede B og Fantomet.
– Vi har gode erfaringer med at målrette budskaberne direkte til unge og nyansatte. Tidligere besøg på skolerne har tiltrukket mange unge, der har kastet sig ind i debatten om bedre arbejdsmiljø, siger Lizette Risgaard.
Parterne bag kampagnen ønsker at rykke ved de unges opfattelse af egen ufejlbarlighed. Samtidig er formålet at motivere skolerne til at øge fokus på arbejdsmiljøet, så unge og nyansatte bliver mere bevidste om, hvad et godt arbejdsmiljø er og indebærer.
Arrangørerne håber på, at også arbejdsmiljørepræsentanter fra de pågældende områders virksomheder vil deltage i arrangementerne.
Se den rigtige tipskupon her
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, 2338 4214.
17. oktober 2012