Anvendelse af cookies

Cookies er nødvendige for, at hjemmesiden fungerer, og de giver os viden om brugen af siden. Vores cookies bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Hvis du ønsker at vide mere om cookies, klik her.
X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Kontanthjælpsmodtagere mister, mens velhavere bliver rigere

23. januar 2017

En enlig med to børn på kontanthjælp mister i 2017 2.623,00 kr. om måneden, mens en direktørfamilie får 1.728 kr. ekstra om måneden i 2017 i forhold til 2015. ”Horribelt! Fjern det kontanthjælpsloft”, siger LO-næstformand Ejner K. Holst.

De senere års reformer på det sociale område har ikke virket efter hensigten, og fattigdomsydelserne skubber arbejdsløse længere væk fra arbejdsmarkedet. Derfor ønsker LO nu at sætte ekstra fokus på den stigende ulighed i landet. Det sker ved et socialpolitisk statusmøde tirsdag den 24. januar 2017 kl. 8.45-15.00 i LO, Islands Brygge 32D, København S.

I forbindelse med mødet, hvor eksperter, forskere og politikere skal diskutere fakta og løsningsforslag, har LO beregnet, hvad henholdsvis en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn, en direktørfamilie og en enlig flygtning mister/vinder ved regeringens politik.    

  • En enlig med to børn mister iflg. LO’s beregninger 2.623,00 kr. om måneden i 2017 i forhold til 2015.
  • En direktørfamilie, der har et rådighedsbeløb på 61.404 kr. om måneden får i 2017 1.728 kr. mere om måneden i forhold til 2015.
  • En enlig flygtning på integrationsydelse mister 3.075 kr. om måneden i 2017 i forhold til 2015.

Kontanthjælpsloftet ødelægger mennesker mulighed for et liv i tryghed
– Udviklingen går desværre i den fuldkommen gale retning, når vi taler ulighed. Vi bliver nødt til at se hinanden i øjnene og erkende, at det dér kontanthjælpsloft er dybt ødelæggende for menneskers mulighed for en ordentlig tilværelse.

– Jeg tror simpelthen ikke, at folk ved, hvad det betyder for en enlig mor på kontanthjælp at miste over 2.600 kr. om måneden af et i forvejen lavt rådighedsbeløb. Men vi i fagbevægelsen ser konsekvenserne, for det er jo ofte LO’s medlemmer, der ryger ud af arbejdsmarkedet og risikerer at havne på de lave ydelser, siger Ejner K. Holst.

Han peger også på, at der er problemer med at opnå førtidspension, med sygedagpenge og med retssikkerheden for folk på overførselsindkomster

– De seneste års reformer på det sociale område har ikke levet op til deres hensigter. Derfor er det på høje tid, at vi får socialpolitikken tilbage på sporet. Ikke bare middelklassen og de velstillede, men også mennesker, der har brug for hjælp, har ret til et godt og trygt liv. Det har vi været kendt for i Danmark i næsten 100 år – det skal vi blive ved med og ikke lade os forblænde af en fejlslagen socialpolitisk reformiver, siger Ejner K. Holst.

Læs notat om den stigende ulighed her

Se program for LO’s socialpolitiske statusmøde her

Kontakt: LO’s pressetelefon 26 1197 10.

 

23. januar 2017
 
Landsorganisationen i Danmark · Islands Brygge 32D · 2300 København S · T: 35 24 60 00 · F: 35 24 63 00 · E: lo@lo.dk · CVR: 31432812