1890: 8 timers arbejdsdag var det vigtigste krav denne første 1. maj, men der skulle gå yderligere 29 år før en 8 timers arbejdsdag var en realitet for danske arbejdere – læs også om den første 1. maj i Danmark her
1905: Dette år benyttede man for første gang en såkaldt stjernedemonstration - hver forening mødte frem ved et tilholdssted og drog derefter gennem gaderne til et fælles samlingspunkt, hvorfra den samlede demonstration bevægede sig til festpladsen. Forrest var faner og musikkorps ledsaget af arbejderbevægelsens mest fremtrædende ledere. På festpladsen fik 1. maj karakter af folkefest.
Festpladserne blev invaderet af handlende, der solgte brød og kager til sultne demonstranter. Arbejdernes eget bryggeri ”Stjernen” leverede fra 1905 øl og vand.
1911: For første gang var en udenlandsk taler på talerstolen ved et 1. maj-møde. Det var en norsk fagforeningsmand. Det blev efterfølgende almindelig kotume, at gøre opmærksom på det internationale aspekt ved 1. maj gennem at lade talere fra andre lande træde på talerstolen.
1915: Den største landvinding under 1. Verdenskrig var vedtagelsen af en ny grundlov den 5. juni 1915. Den gav valgret og valgbarhed til kvinder og tjenestefolk fra det 25. år. Kvinder og tjenestefolk havde i 1908 fået kommunal valgret, men fra april 1918 kunne de nu stemme til Rigsdagens to ting: Folketinget og Landstinget.
Det var en sejr for Socialdemokratiet, der siden 1876 havde krævet valgret til kvinder og tjenestefolk.
1919: Dette år fejredes 1. maj, at det endelig lykkedes arbejdernes hovedorganisation at aftale en ny overenskomst med en 8-timers arbejdsdag eller en arbejdsuge på 48 timer fra 1. januar 1920. Kun landbrugets arbejdere og søfolk var undtaget.
Dermed var arbejderorganisationernes vigtigste krav fra 1890 indfriet.
1925: 1. maj var præget af at der var faglig konflikt på arbejdsmarkedet. I Fælledparken i København var der samlet over 100.000 mennesker. En kommunistisk taler blev afvist fra tribunens talerstol, hvilket gav en del uro. I Århus blev kommunisterne drevet væk fra festpladsen, hvorefter politiet sørgede for at de socialdemokratiske talere kunne tale uforstyrret.
1931: Ungsocialdemokrater i Brønshøj sørgede for en en nyskabelse af 1. maj: De mødte tidligt om morgenen for at hejse det røde flag. Det blev hurtigt en tradition, der bredte sig til andre foreninger.
1933: Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning udtalte: ”Det kan være på tide, at alle de mange fascistiske reaktionære eller ’revolutionære’ fraktionsdannelser med diktaturet som mål får den styrke at se, som står bag Arbejdernes Fællesorganisations (den socialdemokratiske) kamp for demokratiet.”
Baggrunden for udtalelsen var den truende udvikling i Øst (kommunismen) og fra Syd (nazismen i Tyskland), som fagbevægelsen var overbevist om måtte bekæmpes. Et demokratisk samfund var en forudsætning for, at reformer til gavn for arbejderne kunne gennemføres.
1938: De danske nazister afholdt 1. maj-møde. Det var en skare på 10 personer, der snart blev drevet væk fra pladsen med æg og tomater. Danske nazister kunne dermed ikke gøre deres tyske forbillede efter, der fra 1933 havde ”stjålet” arbejdernes 1. maj.
2. verdenskrig og besættelsen: I 1940 blev alle 1. maj-møder blev aflyst, og der blev kun afholdt få maj-arrangementer inden døre. I radioen fik man dog markeret 1. maj-dagen - hele det planlagte program blev gennemført, men man udelod afspilning af den traditionelle arbejderkampsang ”Internationale”. I 1941, 1942 og 1943 blev der holdt store indendørsarrangementer i København og i større byer som Århus, Ålborg og Odense. Interessen dalede imidlertid fra år til år. Til gengæld forøgedes interessen for majmøderne i de lokale foreninger. Stormøder havde mindre interesse, når man ikke kunne tale frit og kritisere besættelsesmagten.
Fra 1943 og til besættelsens afslutning i maj 1945 var der undtagelsestilstand. Regeringen gik af i august 1943, og et embedsmandsstyre førte det formelle styre videre, mens besættelsesmagten reelt tog magten i landet. Ikke kun alle friluftsmøder blev forbudt, men også muligheden for indendørs møder blev stærkt begrænset.
I 1944 forsøgte flertallet fortsat at holde fri den 1. maj og at bære et 1. maj-mærke, men møder blev der meget få af.
1945 Alle ventede på den forestående tyske kapitulation, og denne forventningens glæde var det bedste 1. maj-budskab efter 5 besættelsesår
1956 var præget af forårets bitre konflikt på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen krævede en betydelig forhøjelse af lønningerne og en arbejdsuge på 44 timer. Forligsmanden fremsatte et mæglingsforslag, som blev forkastet af arbejderne og efterfulgt af storstrejke.
1957 Socialdemokraternes parole var ”for folkets frihed og velfærd”. Det var første gang, velfærd blev anvendt, men det fik snart skylden for den dalende interesse for 1. maj. De efterfølgende reduceredes anatllet af 1. maj deltagere kraftigt.
1975 Ungdomsoprøret i 1968, nye partier på venstrefløjen samt USA’s krig i Vietnam skabte grobund for at sætte nyt liv i 1. maj-dagen. Efter års fravær stillede man igen i Fælledparken og kunne præstere over 100 maj-møder over hele landet.
1980 En fælles faglig enhedsdemonstration i København blev en succes, selv om der fortsat blev afholdt separate maj-møder.
1987 De københavnske fagforeninger og socialdemokraterne besluttede at afholde 1. maj med den fælles faglige demonstration. For første gang i årtier var der nu kun én 1. maj-arrangør, og partiernes repræsentanter kunne tale fra samme talerstol. Tilslutningen var overvældende de efterfølgende år.
10. marts 2009