LO er stolte over sammen med FTF, 3F, HK, FOA og Dansk Metal at præsentere årets program til Folkemødet i Allinge, Bornholm. I dagene 13.-16. juni slår Folkets Hus dørene op for en række spændende arrangementer, hvor vi udfordrer ledende politikere, meningsdannere og publikummer til debat om vækst, jobskabelse, modernisering af den offentlige sektor, social dumping og meget mere.
Se fotoserien fra Folkets Hus 2012
Program for Folkets Hus 2013 (med forbehold for ændringer)
Torsdag den 13. juni
16.30-17.30: Hvordan kommer Danmark videre – vejen til vækst og job
Job og vækst har været forårets store politiske tema. Nu har røgen lagt sig på Christiansborg. Der blev indgået et stort forlig. Tiden er inde til at spørge: Er vi nu på rette vej med lønnen og balancen mellem den offentlige og private sektor? Hør buddene fra Harald Børsting (formand for LO), Bente Sorgenfrey (formand for FTF), Bent Hansen (formand for regionerne, S) og Karsten Dybvad (adm. direktør i DI).
Efter debatten byder Folkets Hus på netværk over en kold fyraftensøl til tonerne af Master Fatmans plader.
Fredag den 14. juni
9.00-10.00: Margrethe Vestager udfordres: Hvordan og hvor meget skal den offentlige sektor moderniseres?
I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil arbejde for en modernisering af den offentlige sektor. Hvad er status på processen og på samarbejdet med de faglige organisationer og medarbejderne? Margrethe Vestager (R) udfordres på de centrale spørgsmål om effektivisering, økonomiske mål og gensidig tillid. Og hvad kræver moderniseringen af de faglige organisationer?
Folkets Hus byder på morgenmad fra kl. 9.00. Arrangementet er i samarbejde med Akademikerne og Offentligt Ansattes Organisationer.
10.00-11.00: Hvordan kan man som leder skabe vækst uden at gå på kompromis med kvaliteten eller medarbejdernes arbejdsglæde?
Kan et godt psykisk arbejdsmiljø bruges som vækstfremmer - og hvordan leder man med det for øje? Kan der overhovedet hales mere vækst ud af den offentlige sektor, uden at det går ud over kvaliteten? Kan den offentlige sektor lære af bundlinje-tænkningen i den private sektor, når det handler om vækst og godt psykisk arbejdsmiljø? Debat mellem direktører og fagforeningsformænd om lederens rolle, når der skal skabes vækst. Under debatten serveres gulerødder - bæredygtig vækstfremmer.
Arrangementet er i samarbejde med Offentligt Ansattes Organisationer.
12.00-13.30: Hvad skal vi leve af? Er bæredygtig produktion af fødevarer og energi vejen til vækst og job?
Bliv udfordret, inspireret og provokeret af tre originale bud på et svar på spørgsmålet "Hvad skal vi leve af?". Flemming Nør Pedersen (direktør i Landbrug og Fødevarer), Per Kølster (formand for Økologisk Landsforening) og Thomas Nagy (Novozymes) kommer med deres indspark.
Publikum og særligt inviterede gæster deltager i debatten.
13.30-15.00: Hvad skal vi leve af? Kan teknologi, innovation og iværksætteri skabe de arbejdspladser, vi så hårdt har brug for?
Bliv udfordret, inspireret og provokeret af tre originale bud på et svar på spørgsmålet "Hvad skal vi leve af?". Niels Soelberg (adm. direktør i Microsoft), Stinne Gorell (designer og iværksætter) og Flemming Eriksen (leder af Idéklinikken) kommer med deres indspark fra virkeligheden.
Publikum og særligt inviterede gæster deltager i debatten.
16.00-16.50: Hvordan sætter vi en stopper for social dumping?
Vi har et åbent arbejdsmarked. Alle er velkomne på ordnede vilkår. Alligevel er alt for lav løn, usle arbejdsvilkår og flere alvorlige arbejdsulykker blevet dagligdag på det danske arbejdsmarked. Hvordan vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), Poul Erik Skov Christensen (formand for 3F), Lars Storr-Hansen (adm. direktør i Dansk Byggeri) og Gert Johansen (formand for Konstruktørforeningen) gribe udfordringen med social dumping an?
Efter debatten byder Folkets Hus på netværk over en kold fyraftensøl til tonerne af Master Fatmans plader.
Lørdag den 15. juni
9.00-10.00: Bjarne Corydon udfordres: Er der vækst i vækstplanen?
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier præsenterede i slutningen af april en vækstplan for Danmark til 75 milliarder kroner. Men hvad får vi ud af de mange penge? Er der reelt job i vækstplanen, og kan vi i Danmark selv hive os ud af krisen? Vær med til at udfordre finansminister Bjarne Corydon (S) på vækstplanens perspektiver
Folkets Hus byder på morgenmad fra kl. 9.00.
10.00-11.00: De unge gider ikke organisere sig… eller gør de?
De unge vender ryggen til fagbevægelsen, bliver der fortalt og skrevet. Men gør de i virkeligheden det, eller er vi bare for dårlige til at organisere dem? Er det prisen, som er for høj, eller er parolerne umoderne? Det er nogle af de spørgsmål, LO Ungdom og FTF's studiepolitiske netværk sætter til debat. Kom forbi og fortæl din historie til fagbevægelsens top om, hvad der skal til, for at dine kammerater bliver medlem af en fagforening, hvorfor du selv meldte dig ind og hvad du tror der skal til for, at flere unge melder sig ind i en fagforening.
12.00-13.30: Fædrebarsel-bygge-battle
Danske fædre holder langt mindre barsel end norske, svenske og islandske fædre. Er løsningen at øremærke mere orlov til far? En professor, to politikere og arbejdsmarkedets parter giver deres bud på, hvordan barselsorloven bør fordeles mellem mor og far – i legoklodser! Kom til barsel-bygge-battle
13.30-15-00: Rum for fagligt fællesskab?
Globaliseringen, arbejdskraftens bevægelighed, krav om ligestilling og ønsket om at tiltrække flere unge til det faglige arbejde, er med til at pege på behovet for mere inklusion, nye demokratiformer og aktivt medansvar i det faglige arbejde. Ligesom i alt andet organisationsarbejde.
13.30-15.00: Bomben under Europa – hvordan bekæmper vi ungdomsarbejdsløshed?
Ungdomsarbejdsløsheden i Europa er katastrofalt stor. I de sydeuropæiske lande er mere end hver anden ung arbejdsløs, og i Danmark er flere unge end ældre uden arbejde. EU har lanceret en ungepakke, der opfordrer EU-landene til at sikre alle unge europæere arbejde eller uddannelse – men hvordan gør vi det? Hvad mener den danske regering? Og er Danmark begrænset af EU i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløshed?
Det er blot nogle af de spørgsmål, vi udfordrer repræsentanter for EU, den danske regering og kommunerne på.
16.00-17.15: Er det slut med overenskomster og reelle forhandlinger mellem parterne i den offentlige sektor?
Det seneste år har debatten om den danske model, overenskomstsystemet og fagforeningernes rolle raset. Særligt i forhold til overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor. Står vi ved et historisk vendepunkt, hvor værktøjer som strejke og lockout ikke længere giver mening i den offentlige sektor? Eller er alt som det plejer at være? Og hvordan bør fremtiden se ud for vores forhandlingsmodel i den offentlige sektor?
Mikkel Mailand fra FAOS stiller skarpt på udviklingen af overenskomster og arbejdsmarkedskonflikterne i den offentlige sektor. Kristian Madsen udfordrer tilhørerne, bl.a. Bente Sorgenfrey (FTF), Anders Bondo Christensen (Danmarks Lærerforening) og Flemming Vinther (HKKF).
Efter debatten byder Folkets Hus på netværk over en kold fyraftensøl til tonerne af Master Fatmans plader.