X Luk

Her har du muligheden for at vise PDF'en i iPaper eller hente den i PDF format.

   

Et nyt og bedre udsyn

Et nyt og bedre udsyn

Den 29. september 2002 sagde LO endeligt farvel til den traditionsrige bygning i Rosenørns Allé, som siden 1924 har dannet rammen om så mange centrale begivenheder i fagbevægelsens og arbejderbevægelsens historie.

Forholdene var blevet for trange, men frem for alt var den gammeldags indretning af lokalerne blevet en hæmsko for den moderne arbejdsorganisering, som er afgørende vigtig for en smidig og decentral organisation. De strenge fredningsbestemmelser gjorde det umuligt at tilpasse lokaleforholdene til nutidens og fremtidens behov.

Den nyopførte bygning på Islands Brygge er planlagt, så den giver LO de bedst tænkelige arbejdsvilkår her og nu, men også med mulighed for at imødekomme fremtidige organisationsændringer. Fleksibiliteten er så stor, at der fra dag til dag kan flyttes rundt med skriveborde eller computere, så opgaverne kan udføres under optimale vilkår.

Åbne miljøer
Både medarbejdere og ledelse er rykket tættere sammen i de åbne kontormiljøer. Det betyder en hurtigere kommunikation og større vidensdeling, men også at de ekstra 500 kvm giver langt bedre plads til møder, uanset om der er mange eller ganske få deltagere. De små mødelokaler på 1. sal er populære både til interne og eksterne møder. Mødegangen på 5. sal er så fleksibelt indrettet, at den både kan rumme LO’s hovedbestyrelsesmøder og store internationale konferencer med tolkning og forplejning.

Den store café i stuetagen er et dagligt mødested for gæster og LO-medarbejdere. Den er godkendt til 150 personer og kan derfor benyttes til større arrangementer.

Fra alle etager er der en storslået udsigt over Københavns sydlige havneområde, som står over for en omfattende fornyelse i de kommende år. Enkelte af havnens gamle arbejdspladser fungerer stadig som monumenter over svundne tider – en skrotplads, en cementfabrik og det massive H.C. Ørstedsværk. De store fragtskibe sejler regelmæssigt forbi få meter fra LO-bygningens gavl.

Mod nord ses den moderne havnefront med sine store glasfacader ud mod vandet. Samtidig er et nyt miljø med mere rekreative kvaliteter ved at tage form omkring butiks-centret Fisketorvet – lige over for LO. Det ny havnebad længere oppe ad Islands Brygge er kun begyndelsen til en ny æra for havneområdet, som om få år vil blive et vigtigt åndehul for hovedstaden – og for de mange som skal bo og arbejde i de nye bygninger, som i den kommende tid vil blive opført i nærheden af LO. De store, rå betonsiloer fra den tidligere soyakagafabrik vil med årene også blive ombygget til spændende og utraditionelle boliger.

Et LO-hus med stil
Selv om LO-bygningen fremstår meget moderne i glas og stål, har den sin egen stil, som har fået stor ros for sin enkelhed og pragmatisme. Arkitekturanmelderne har været entydigt positive, og LO har bl.a. fået kredit for at have løst opgaven meget professionelt og i respekt for det særlige miljø i havneområdet.

Det er også noteret på plussiden, at LO har taget hensyn til miljøet f.eks. ved at udnytte regnvand som brugsvand og ved at etablere naturlig ventilation med et lavt energiforbrug. Dertil kommer, at den kunstneriske udsmykning er med til at profilere LO på en værdig måde.

Glaskunstneren Lene Bødker har valgt et strandmotiv til sit store relief ved indkørslen. Den stærke blå farve i relieffet – som også er synlig i aftenbelysning – leder automatisk hen til receptionen, hvor den samme farve går igen og afspejler beliggenheden lige op til havnebassinet og den ny kanal.

Ved indvielsen af den nyopførte bygning sammenlignede forfatteren Anne- Marie Løn LO-huset med et stort skib som sejler ud i verden mod nye mål, men med hele den ballast, som 100 års viden og erfaring betyder for en organisation.

 

08. juli 2003
 
Landsorganisationen i Danmark  ·  Islands Brygge 32D  ·  2300 København  ·  T: 35 24 60 00  ·  F: 35 24 63 00  ·  E: lo@lo.dk